Dybt pinligt. Syret signal. Langt ude.
Kritikken vælter ned over regeringen og Dansk Folkeparti, efter at de to parter i forbindelse med finanslovforhandlingerne har afsat 18 millioner kroner til Bjørn Lomborg og hans Copenhagen Consensus Center over de næste fire år.
Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, mener, at regeringen og Dansk Folkeparti med Lomborg-støtten forværrer Danmarks muligheder for at få en klimaaftale på plads ved FN's klimatopmøde i København til december.
- Det er dybt pinligt, og det er skadeligt for vores muligheder for at få en ambitiøs aftale i december. For vi sender det signal til resten af verden, at det slet ikke er så vigtigt at gøre noget ved klimaet lige nu, siger Mette Gjerskov.
- Jeg håber bare, at der ikke er nogen af de udenlandske regeringsledere, som læser danske aviser eller, at deres ambassadører oversætter dem og sender dem hjem. For det er simpelthen for pinligt, siger hun.
Det Radikale Venstres politiske leder, Margrethe Vestager, mener ligeledes, at regeringen skader Danmarks image som et klimavenligt land.
- Det er et syret signal til resten af verden, at man på et tidspunkt, hvor man skal komme her og lave en aftale, giver så meget mere i støtte til den person, der i allerhøjeste grad har sat sig i spidsen for, at der ikke er noget stort problem, siger Margrethe Vestager.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker