Stadig ubesvarede spørgsmål i Sass-sag
Selvom både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og justitsminister Morten Bødskov (S) mandag deltog i et timelangt samråd, så står flere spørgsmål stadig ubesvarede hen, når det gælder sagen om Henrik Sass Larsen.
Sass Larsen blev i ellevte time vraget som finansminister, da den nye regering skulle sætte sit hold.
Helle Thorning-Schmidt tog ganske vist ansvaret for hele manøvren med henvisning til, at grundloven pålægger hende som kommende statsminister suverænt at sætte sit ministerhold.
Men det svar tilfredsstiller ikke den person, der havde indkaldt til samrådet, Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.
- Det ville være synd at sige, at jeg er tilfreds. Det kommer stort set ikke svar på noget som helst i denne sag. Det er bare den samme grammofonplade, der bliver sat på, siger han.
Omdrejningspunktet for sagen er et PET-notat, der rutinemæssigt blev udarbejdet til statsministeren som led i regeringsdannelsen. I notatet står der blandt andet, at Henrik Sass Larsen har sms'et et par gange med en lokal, fremtrædende rocker.
- Der var en hel masse spørgsmål på samrådet, som der ikke blev svaret på. Regeringen går og putter med tingene, og man må bare sige, at i det PET-notat, der ligger, er der ikke nogen reel begrundelse for, hvorfor Henrik Sass Larsen ikke kunne blive minister, siger han.
Statsministerens understregning af, at det ifølge grundloven alene er hende, der udpeger sine ministre, mildner ikke Peter Skaarup.
- Jeg mener, at statsministeren fører folketinget bag lyset, fordi man på forhånd beslutter sig for, hvad man ikke vil svare på, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned