Staten er gået glip af oliemilliarder

Nordsøaftalen fra 2003 betyder, at den danske statskasse de seneste 10 år er gået glip af op mod 124 milliarder kroner - 12 milliarder kroner om året.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det skriver Politiken mandag på baggrund af nye tal fra Skatteministeriet.

Ganske vist har aftalen, som blev indgået mellem daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) og blandt andre A.P. Møller-Mærsk, isoleret set givet et stort milliardoverskud.

Men det ville have været langt større, hvis nordsøaftalen havde fulgt anbefalingerne fra eksperterne i det såkaldte kulbrinteudvalg, som afgav rapport i 2001.

Var anbefalingerne blevet fulgt havde provenuet samlet set været 124 milliarder kroner større, viser Skatteministeriets tal. Beregningen tager dog ikke højde for en eventuel overgangsordning, hvilket vil gøre beløbet mindre.

Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen fra Københavns Universitet finder beregningen troværdig.

- Der er ingen som helst grund til at tvivle på Skatteministeriets tal. Med en samfundsøkonomisk mere rimelig beskatning kunne vi have haft en bedre offentlig økonomi og have været bedre rustet til den økonomiske krise, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til Politiken.

Ifølge daværende skatteminister under SR-regeringen Frode Sørensen (S), havde regeringen i oktober 2001 udformet et lovforslag på baggrund af eksperternes anbefalinger, og det stod til at blive gennemført, hvis ikke Nyrupregeringen kort efter var væltet.

Var lovforslaget blevet vedtaget, havde olieselskaber som Mærsk frem til 2043 skullet betale 84 procent i skat i stedet for de 64 procent, som blev resultatet af VK-regeringens aftale.

Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen, klandrer VK-regeringen for at have sløset milliarderne bort.

Bendt Bendtsen, der i dag er EU-parlamentariker, "afviser fuldstændig" kritikken overfor Politiken.

Ifølge ham var der ikke noget alternativ til at forhandle en aftale i stand med Mærsk.

/ritzau/