Krisen har vendt op og ned på dansk økonomi. I 2008 var der et overskud på statsbudgettet på 60 milliarder kroner. I år ventes et underskud på knap 95 milliarder kroner, svarende til 5,5 procent af bruttonationalproduktet, BNP.
Der er ikke udsigt til, at krisen luges ud af dansk økonomi foreløbig - staten skal fortsat låne penge. Det samlede lånebehov næste år er på 180 milliarder kroner. Det oplyser Finansministeriet forud for offentliggørelsen af finanslovforslaget for 2011. Behovet fordeler sig med 142 milliarder kroner i indenlandsk lånebehov og 38 milliarder kroner i udenlandsk lånebehov.
Cheføkonom i Sydbank Jacob Graven siger, at tallene ikke umiddelbart kan oversættes til det forventede underskud på de offentlige finanser næste år. Tallene siger derfor ikke noget om, hvordan indtægter og udgifter på finanslovforslaget for 2011 hænger sammen.
- Tallene indeholder også refinansiering af eksisterende gæld, og derfor kan man ikke ud fra det se, hvor stort et underskud regeringen venter næste år, siger han.
I 2010 er det indenlandske lånebehov på 113 milliarder kroner, mens det udenlandske lånebehov er 13 milliarder kroner.
Cheføkonomen venter ikke et finanslovforslag med de store overraskelser.
- Det vil være præget af genopretningspakken for dansk økonomi, og det betyder bl.a. nulvækst i den offentlige sektor, siger han.
Genopretningspakken, som VK-regeringen vedtog sammen med Dansk Folkeparti er på 24 milliarder kroner. Den betyder bl.a. nulvækst i det offentlige forbrug i årene 2011 til 2013.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker