Statsløse kræver undskyldning fra Rønn

- Birthe Rønn skal sige undskyld.

Så klar lyder opfordringen fra to unge statsløse, der begge er blevet snydt for deres ret til dansk statsborgerskab, efter at den tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har begået konventionsbrud i behandlingen af statsløse.

- Hun har ikke indrømmet sine fejl, og hun virker ligeglad-jeg vil gerne have en undskyldning fra Rønn, siger 19-årig Sara Abdul Hadi, som påpeger, at hun ville have haft stor gavn af et dansk pas.

- Det irriterer mig grænseløst, at jeg ikke har været klar over min rettigheder. Det har betydet, at jeg ikke har kunnet stemme eller rejse, som alle mine veninder kunne, siger hun.

Også Saras bror, Bilal Husni Abdul Hadi, står uforstående over for Birthe Rønn Hornbechs håndtering af sagen.

- Hun skylder os en undskyldning. Det eneste hun har sagt i sagen er jo nærmest, at hun ikke har noget at sige, oplyser 22-årig Bilal.

De statsløses forening kræver nu erstatning til de berørte, og at Birthe Rønn Hornbech personligt skal til lommerne og betale for ministeriets årelange konventionsbrud.

Men det unge søskendepar fastslår, at det for dem ikke handler om kroner og øre.

- Det handler ikke om penge, det eneste der betyder noget for mig er mine rettigheder, siger Bilal og tilføjer:

- En undskyldning og en erstatning vil være et symbol på, at sådan en "fejl" ikke skal gentage sig.

For to år siden søgte Bilal om dansk statsborgerskab, men blev afvist, fordi myndighederne ikke kendte til de konventionsbeskyttede krav, som statsløse, der er født og opvokset i Danmark, har.

- Det er en menneskeret at kende sine rettigheder- og jeg føler mig svigtet af regeringen, særligt Birthe Rønn.

/ritzau/

Snydte statsløse kræver en undskyldning fra Birthe Rønn efter fejlagtig behandling om statsborgerskab.

Offentliggjort Sidst opdateret