Statsløsekommissionen undersøger Løkkes afbud
Foto: Torkil Adsersen /Scanpix
Scanpix / Torkil Adsersen /Scanpix
Statsløsekommissionen undersøger nu baggrunden for Venstres formand, Lars Løkke Rasmussens, afbud til sin afhøring i kommissionen.
Lars Løkke Rasmussen skulle have været afhørt i sidste uge, hvor også Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, lagde vejen forbi kommissionens lokale i Søborg.
Men Lars Løkke Rasmussen havde forinden meldt afbud med henvisning til en rejse til Grønland, der imidlertid sluttede aftenen før, afhøringen skulle have fundet sted.
- Kommissionen arbejder på en redegørelse om grundlaget for udsættelsen af afhøringen af Lars Løkke Rasmussen. Redegørelsen vil blive lagt på hjemmesiden, så snart den er klar, skriver kommissionen på sin hjemmeside.
Lars Løkke Rasmussen skal afhøres på onsdag - ni dage efter den oprindelige afhøringsplan, der blev lagt frem sidste efterår.
I tirsdags, da Lars Løkke Rasmussens plads i vidneskranken stod tom, befandt han sig i stedet i folketingssalen til en debat om en palæstinensisk stat.
Tirsdag serverede Løkkes daværende departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad et overrumplende vidneudsagn, der for første gang i kommissionens afhøringer bragte Løkke i fokus.
Det skete, da Dybvad forklarede, at han selv personligt havde fortalt Løkke Rasmussen, at der var "knas" med Birthe Rønn Hornbechs håndtering af statsløses rettigheder.
Udsagnet vakte opsigt, fordi Venstres formand hele tiden har hævdet, at han først hørte om den konventionsstridige behandling af statsløse, da pressen skrev om det i 2011.
Ifølge kommissionens juridiske sekretær, Chris Olesen, vil redegørelsen "formentlig" blive fremlagt senere mandag.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde