Statsminister deltager i nordeuropæisk møde om sikkerhed
- Europa skal være stærkere, siger statsminister Mette Frederiksen (S). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Forud for vigtigt Nato-topmøde i juni mødes JEF-landene for at diskutere udfordringerne i den nordlige region.
Statsminister Mette Frederiksen (S) deltager torsdag og fredag i Norge i et møde i Joint Expeditionary Force, JEF, som har et særligt fokus på sikkerhed i den nordlige region.
Hun mødes med regeringslederne fra de nordisk-baltiske lande samt Holland og Storbritannien, som er kredsen af JEF-lande, for at diskutere sikkerhed og stabilitet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Statsministeriet.
- Europa skal være stærkere. Det kræver, at vi opruster på tværs af kontinentet og styrker samarbejdet omkring såvel Østersøen som det høje nord. Europa skal tage et større ansvar for egen sikkerhed, siger statsministeren.
JEF-samarbejdet omhandler også beskyttelsen af maritim kritisk infrastruktur og udfordringerne med den russiske skyggeflåde.
- Europa skal tage et større ansvar for egen sikkerhed. Det gælder også, når det kommer til den russiske skyggeflåde, der finansierer Ruslands krig mod Ukraine.
- Det er vigtige emner at få drøftet i denne kreds inden Nato-topmødet i Haag i juni, siger statsministeren.
Færøernes lagmand, Aksel V. Johannesen, og formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, vil deltage virtuelt i den del af drøftelserne, som omhandler det nordlige område.
Lederne fra JEF-landene skal også drøfte en tættere relation til Ukraine. Til den del af mødet deltager Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, virtuelt.
Mette Frederiksen ser ingen indikationer på, at Ruslands præsident Vladimir Putin vil freden trods tilnærmelser fra Ukraine, Europa og USA.
- Derfor skal vi i JEF-kredsen drøfte, hvordan Ukraine kommer til at stå stærkere. Det skal vi sikre, at de gør nu, men også på langt sigt. Det er afgørende for fremtiden i hele Europa, siger statsminister Mette Frederiksen.
Samarbejdet i JEF blev etableret i forlængelse af Nato-topmødet i Wales i 2014 for at fremme regionalt samarbejde mellem europæiske allierede.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker