Statsminister glad for ny udbyder af lyntest efter problemer
Statsminister Mette Frederiksen (S) taler under besøg på Allerslev Skole i Lejre Kommune på Sjælland, mandag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Efter blot en uge blev leverandør af lyntest fyret, fordi opgaven var for stor en mundfuld.
Statsminister Mette Frederiksen (S) erklærer sig tilfreds med, at en ny leverandør skal til at lynteste borgerne i flere regioner.
Redningskoncernen Falck overtager opgaven, efter at assistancevirksomheden SOS International har mistet den efter blot en uge. Det skyldes problemer med kapacitet, dårlige hygiejneforhold samt lemfældig deling af borgernes sundhedsdata.
- Jeg tænker, det er utrolig klogt, at man har skiftet udbyder, når den udbyder, man har valgt, ikke lever op til de krav, som man har, siger hun mandag under et skolebesøg i forbindelse med genåbningen for de mindste elever.
- Test er en utrolig vigtig del af den danske teststrategi. Selvfølgelig har vi behov for et samarbejde med firmaer, som kan levere de utrolig mange test, vi har behov for.
Det er i Region Midtjylland, Nordjylland og Sjælland, at Falck overtager opgaven.
Falck hjalp med lyntest i december og januar, hvor virksomheden havde 49 lyntestcentre og testede over én million borgere. Men virksomheden tabte udbuddet fra 1. februar til blandt andet SOS International.
Regionerne har stoppet samarbejdet med SOS International grundet en række problemer med underleverandøren Medicals Nordic.
SOS Internationals administrerende direktør, Niels Krag Printz, forklarede søndag, at lyntest-opgavens omfang, korte implementeringsperiode og regeringens forskellige ændringer i teststrategi viste sig at gøre det komplekst.
Statsministeren mener, at det har været et dårligt forløb.
- Jo, det må man sige, og derfor er det også godt, at der er truffet en beslutning. Vores opfordring er til alle, at hvis man er nær kontakt og har de mindste symptomer, skal man tage en pcr-test, siger Mette Frederiksen.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet