Statsministeren: EU-afstemning handler om værdier - ikke missioner
Pressemøde om Nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik afholdes i Statsministeriet i København, søndag den 6. marts 2022. Ud over statsminister Mette Frederiksen deltager Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, SF's formand Pia Olsen Dyhr, Radikales formand Sofie Carsten Nielsen og Det Konservative Folkepartis formand Søren Pape Poulsen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Emil Helms/Ritzau Scanpix
Tilhængere af forsvarsforbehold frygter EU-hær, mens modstandere vil "stemple ind i den frie verden."
Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) handler den kommende afstemning om det danske forsvarsforbehold om værdier og ikke om muligheden for at deltage i konkrete missioner.
- Det handler ikke om det konkrete. Det er en værdi, siger statsministeren tirsdag aften ved en tv-debat på TV 2.
Emnet for debatten er den aftale om forsvars- og sikkerhedspolitik, som regeringen og fire andre partier indgik søndag aften.
Også partilederne fra Venstre og Konservative beskriver valget som et til- eller fravalg af det kollektive forsvar i Europa og Vesten.
- Lad os melde os fuldt og helt ind i den frie verden, siger Søren Pape Poulsen fra De Konservative.
Også Venstres Jakob Ellemann-Jensen taler om at "stemple ind" i "et Europa, der er ændret."
Ved debattens start blev Folketingets 13 partier bedt om at markere, hvem der ville beholde forbeholdet. Det vil tre partier: Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.
Her argumenterer Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, for, at forbeholdet er en garanti mod en EU-hær.
Frygten for en potentiel EU-hær bliver også brugt som argument af Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen:
- Der er ingen tvivl om, at det er der en del af EU-toppen, der drømmer om, siger hun.
- Vi skræmmer ikke krigsforbryderen Putin, ved at Danmark afskaffer sit forsvarsforbehold.
Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, angriber partierne bag afstemningen for at ville forsøge at koble afstemningen sammen med Ruslands invasion i Ukraine.
Selv om de to ting, ifølge Pernille Vermund, ikke har noget med hinanden at gøre.
- Alle siger, at det har ikke noget med Ukraine at gøre. Hvorfor gøre det nu, spørger hun partierne bag.
- Hvorfor skabe en splid i Danmark?
De fem partier bag aftalen er Socialdemokratiet, Venstre, SF, De Radikale og De Konservative. De anbefaler alle at afskaffe forbeholdet.
Det samme gør Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet, Kristendemokraterne og Moderaterne.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde