Statsministeren har stemt og gentager ønske om bred regering
Statsminister Mette Frederiksen har afgivet sin stemme i Hareskovhallen i Værløse. Hun ankom sammen med sin mand, Bo Tengberg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Socialdemokratiet kæmper til det sidste på valgdagen. Tirsdag morgen afgav Mette Frederiksen sin stemme.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har tirsdag morgen som den første af de 14 partiledere afgivet sin stemme ved folketingsvalget.
Her gentager hun, at hun gerne ser en bred regering over midten efter valget.
- Jeg håber på et bredt samarbejde, siger hun til journalister foran Hareskovhallen i Værløse, hvor hun har afgivet sin stemme.
Mette Frederiksen ankom til valstedet sammen med sin mand, Bo Tengberg, i hånden. Hun skal nu til Aalborg, og hun fortæller, at Socialdemokratiet kæmper til det sidste.
- Vi kæmper til det sidste. Det her valg kan blive rigtig tæt, siger hun og ser tilbage på en god valgkamp:
- Det har været en anderledes valgkamp. Der har været flere personlige møder og flere personlige beretninger. Der er ingen tvivl om, at inflationen er det, der presser, siger Mette Frederiksen.
Selv om Socialdemokratiet ifølge målinger står til at blive det suverænt største parti i Folketinget, så balancerer partiet ikke langt fra at få det dårligste valgresultatet i knap 120 år.
Meget skal dog gå skævt, hvis ikke partiet, som har siddet på regeringsmagten siden 2019, bliver dominerende på mandater i Folketinget efter valget.
Statsminister og partiformand Mette Frederiksen hev en kanin op af hatten, da hun udskrev valget 5. oktober.
Ønsket om en regering hen over midten kom, efter at partiet i flere år havde stået fast på, at etpartiregeringen var det eneste rigtige.
En flerpartiregering har været et stærkt ønske fra støttepartierne, ikke mindst De Radikale.
Mette Frederiksens åbne arme til de borgerlige blev mødt af en total afvisning fra statsministerkandidater Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K).
Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har sagt, at S skal med i den brede regering, som partiet søger at indgå i, men han vil kun gøre Mette Frederiksen til statsminister, hvis der gennemføres en advokatvurdering af, om hun kan drages til ansvar i Minksagen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker