Statsrevisorer overvejer klage over Løkke i kvotekonge-sag
Statsrevisorerne overvejer at indgive en klage over statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til Folketingets Præsidium, efter Løkke fjernede fiskeriområdet fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), før Rigsrevisionens beretning om kvotekonger blev offentliggjort. Foto: /ritzau/Lehmann Martin/arkiv
/ritzau/Lehmann Martin/arkiv
Statsrevisorformand kalder det upassende, at statsministeren handlede på kritik, før den blev offentliggjort.
På baggrund af en beretning fra Rigsrevisionen har Statsrevisorerne onsdag udtalt deres skarpeste kritik af Miljø- og Fødevareministeriets håndtering af kvotekoncentrationen i dansk fiskeri.
Men allerede i sidste uge - altså før beretningen blev offentliggjort - valgte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at fjerne fiskeriet fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).
- Det finder jeg upassende, lyder dommen fra Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), på et pressemøde onsdag.
- Det er manglende respekt fra statsministerens side over for Rigsrevisionen og Statsrevisorerne, og det er vi selvfølgelig ikke begejstret for, siger han.
Og den udlægning er Statsrevisorernes næstformand, Henrik Thorup (DF), enig i:
- Det er statsministerens beslutning. Det er ikke noget, vi kan blande os i, men jeg er enig i det, som formanden har sagt her.
Statsrevisorerne overvejer at indgive en klage over Løkke til Folketingets øverste instans, præsidiet. Adspurgt hvad en sådan klage i så fald skal gå på, svarer Peder Larsen:
- Det kunne være en opfordring til statsministeren om at respektere de uskrevne regler for, hvordan man arbejder sammen.
- Han burde have afventet beretningen i sin endelige udgave. Hvis han havde brug for en begrundelse for at tage området fra Lunde Larsen, skulle han ikke have brugt dette, men have fundet andre og bedre argumenter.
Statsministeren har flyttet fiskeriet ind under Udenrigsministeriet og gjort Karen Ellemann (V) til minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde.
Manøvren bliver af kommentatorer udlagt som et forsøg på at tækkes støttepartiet Dansk Folkeparti, der har været ude efter Esben Lunde Larsen, samt et forsøg på at tage brodden af sagen før onsdagens pressemøde.
- Det er jo i hvert fald en mistanke, man kan have, siger Peder Larsen på pressemødet, da han bliver spurgt ind til den analyse.
I sidste uge kunne Berlingske afsløre, at Løkke blev advaret mod at henvise til den endnu ikke offentliggjorte beretning. Det skete, kort før han fratog Esben Lunde Larsen ansvaret for fiskeriet.
I sin pressemeddelelse nævnte Løkke, at det i den kommende beretning fra Rigsrevisionen ville fremgå, at forvaltningen "igennem en årrække ikke har været tilfredsstillende, og det er jeg nødt til at tage bestik af".
Rigsrevisor Lone Strøm bekræftede, at hun anbefalede Statsministeriet ikke at nævne beretningen af respekt for statsrevisorerne, der endnu ikke havde haft adgang til den.
Socialdemokratiet mener, at Løkke brugte beretningen til at "dække over" det, politisk ordfører Nicolai Wammen kalder en fyring af Esben Lunde. Partiet vil have en redegørelse fra Løkke om forløbet.
Seneste artikler
Færgesagen vil ikke dø: - Ro og robusthed får vi i hvert fald ikke
Kasper Roug om milliarddyr gasledning: - Jeg ville gøre det hele igen
Claus Meyers vilde opråb: Lad os sejle fra Oreby til Askø
Jakob i triumf: - Det er min karrieres højdepunkt. Jeg var lige ved at tude
Kraftig regn kan blive ledsaget af stærke vinde og torden
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt