Statsrevisorerne bakker op om hård kritik af Skat
De folkevalgte statsrevisorer "påtaler skarpt", at Skatteministeriets forvaltning af den offentlige ejendomsvurdering ikke har sikret en lige og fair behandling af boligejere.
Dermed bakker statsrevisorerne op om Rigsrevisionens kritik af de alt for dårlige offentlige ejendomsvurderinger, som betyder, at tusindvis af danske boligejere kan have betalt for meget i skat.
- Det er det næsthårdeste kritik-niveau, siger formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen, om kritikken af Skat og Skatteministeriet.
Flere skatteministre har også fået kritik af Rigsrevisionen for ikke at have sat en stopper for de sjuskede ejendomsvurderinger, som de løbende er blevet orienteret om.
- Det havde været ideelt, hvis ministrene havde taget det op og stoppet det. Men man er nødt til at dømme folk på deres gerninger, og derfor har vi ikke kunnet stramme den yderligere, siger Peder Larsen.
- Det er ikke det samme, som at vi synes, at de pågældende ministre har gjort en fremragende indsats, tilføjer han.
Der er ingen beviser for, at ministre har taget aktive beslutninger om at sylte forbedringer af ejendomsvurderingen. Derfor er kritikken kun i det næsthøjeste niveau, siger Peder Larsen.
- Der har været en hel del ministerforelæggelser, men der er ingen beviser for, at ministre aktivt har tilskyndet til det her, siger han.
Statsrevisorerne påtaler skarpt, at "Skatteministeriets forvaltning af den offentlige ejendomsvurdering har været i strid med Folketingets intentioner og ikke har sikret en lige og fair behandling af borgere og virksomheder, der ejer ejendomme".
Sådan lyder revisorernes bemærkning.
Den skarpe kritik kommer også ind på, at forskellen mellem Skats ejendomsvurderinger og de faktiske salgspriser er for stor, og at det efterfølgende har været alt for svært for boligejere at klage over vurderingen.
Desuden kritiseres det, at Skatteministeriet og Skat ikke har gjort en målrettet indsats for at øge kvaliteten og ensartetheden i ejendomsvurderingerne, selvom man har kendt til de mange problemer på området siden 2003.
Ministeriet har oplyst, at der ikke er blevet igangsat tiltag, der kunne forbedre ejendomsvurderingen, da der i perioden 2008-2011 var politiske overvejelser om at ændre og eventuelt afskaffe ejendomsvurderingen.
- Statsrevisorerne skal generelt bemærke, at politiske overvejelser om at ændre en lovgivning aldrig kan begrunde, at gældende lov ikke overholdes, skriver statsrevisorerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie