Statsunderskuddet udskyder stor elreform med et år
Af frygt for at komme i karambolage med EU's budgetregler har regeringen udskudt stor el-reform.
Underskuddet på de offentlige finanser viser sig nu at være den direkte årsag til, at regeringen udskyder en ellers længe ventet og omfattende reform af elmarkedet fra 2015 til marts 2016.
Det skriver hjemmesiden Energiwatch.
Reformen af den såkaldte engrosmodel, der skal skabe større konkurrence og gøre det lettere at skifte elselskab, betyder, at selskaberne, der står for elnettet, på visse områder skal til at fakturere bagud i stedet for forud.
Det giver i overgangsåret manglende indtægter til statskassen på en milliard kroner.
Men da regeringen med sin finanslov allerede er gået lige til EU's grænse for størrelsen på underskuddet, har regeringen været nødt til at udskyde reformen, så regningen for elreformen først falder senere.
- Formålet med at udskyde engrosmodellens indførelse til den 1. marts 2016 er at undgå, at det forventede engangsunderskud ved engrosmodellens indførelse på en milliarder kroner falder i 2015 for at sikre, at Danmark holder sig inden for underskudsgrænsen, skriver regeringen i sit lovudkast ifølge Energiwatch.
Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) havde, allerede inden finansloven blev forhandlet på plads i sidste uge, meldt ud, at reformen ville blive udskudt.
Dengang lød den eneste forklaring, at der var praktiske problemer med at implementere dele af modellen.
Den forklaring fremgår også i det nye lovudkast, men den er altså nu suppleret af forklaringen om budgetunderskuddet.
Regeringen er med sin finanslov gået lige til grænsen for, hvor stort underskuddet må være. Underskuddet i 2015 rammer lige præcis EU's maksimale, nemlig 3,0 procent af bruttonationalproduktet.
I sommer slap Danmark fri af en fire år gammel henstilling fra EU om at få styr på det offentlige underskud, der gennem flere år har været for højt.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde