Støjberg afviser at have hastet stramninger igennem
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil ikke beklage, at flere organisationers høringssvar ikke kom med, inden lovforslaget om udmøntningen af paradigmeskiftet blev fremsat. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Udlændinge- og integrationsministeren får kritik, fordi flere høringssvar ikke kom med før lovforslag.
Det er ikke noget problem, at en række organisationer reelt kun havde få uger til at udarbejde høringssvar til lovforslaget, der skal udmønte VLAK-regeringens paradigmeskift på udlændingeområdet.
Det mener udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), som torsdag deltog i en tre timer lang førstebehandling af lovforslag L 140 i Folketingssalen.
Lovforslaget omhandler de stramninger i udlændingepolitikken, som regeringen og Dansk Folkeparti i november sidste år blev enige om. Stramningerne, der under ét bliver betegnet som et "paradigmeskift", betyder blandt andet lavere ydelser til flygtninge og hurtige hjemsendelser.
- Debatten i dag tyder ikke på, at man ikke har nået at læse høringssvarene igennem. Der er blevet refereret til mange af dem, siger Inger Støjberg.
Lovforslaget blev sendt i høring fredag 21. december sidste år, og der var deadline fredag 18. januar.
På grund af juleferien fik en del organisationer travlt for at kunne nå at udarbejde høringssvar inden for tidsfristen.
Tre dage før tidsfristens udløb fremlagde Inger Støjberg imidlertid lovforslaget.
Det betød, at høringssvar fra blandt andet Institut for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp ikke blev taget med, inden lovforslaget blev fremsendt.
Det fik Inger Støjberg torsdag hård kritik for i Folketingssalen af nogle af partierne fra oppositionen.
- Problemet er, at ministeriet og ministeren ikke i udformningen af lovforslaget har haft mulighed for at tage højde for høringssvarene, siger Carolina Magdalene Meier, der er udlændingeordfører for Alternativet.
Inger Støjberg afviser, at der er tale om en fejl, og hun vil direkte adspurgt ikke beklage forløbet.
- Nej, jeg vil ikke beklage. Men det er altid ønskværdigt, at man har god tid til at diskutere tingene, og det synes jeg da også, at vi har, blandt andet i dag.
- Debatten vidner bestemt om, at der har været god tid til at diskutere det her, og man har da også fået læst høringssvarene igennem, siger Inger Støjberg.
Hun peger på, at der er mulighed for at stille ændringsforslag undervejs i lovgivningsprocessen.
Det er meningen, at ændringerne skal nå at træde i kraft 1. marts. Det er ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet hovedårsagen til, at lovforslaget blev fremsat, inden høringsfristen udløb.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub