Støjberg: EU skal holde sig væk fra barsel

Danmark har ikke brug for flere EU-regler om barselsorlov, for det risikerer at gå ud over fleksibiliteten i det danske system.

Sådan lyder det fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).

Hun deltager fredag i et ministermøde med sine EU-kolleger i Luxembourg. Og sammen med en stor del af de øvrige europæiske ministre er hun gået skarpt imod et forslag om at ændre minimumgrænsen for barselsorlov fra 14 uger til 20 uger.

- Der er ikke behov for, at der skal nye EU-regler til, siger Inger Støjberg.

- Man skal huske på, at Danmark og andre lande allerede har gode ordninger, der fungerer godt. Vi skal passe på med, at EU ikke kommer ind med regler, som rammer vores fleksibilitet, siger beskæftigelsesministeren.

Flere andre lande - med Storbritannien i front -har ligeledes taget stor afstand fra forslaget, der er EU-Parlamentets udspil i forhandlingerne. Det har mødt så meget kritik fra medlemslandene, at forslaget nu er blevet lagt på hylden på ubestemt tid.

Beskæftigelsesministeren tør ikke spå om, hvornår ændringerne af barselsreglerne igen kommer på dagsordenen i EU.

Spørgsmål: Men ser du gerne, at EU blander sig helt udenom?

- Jeg synes, at minimumregler er fine. Men det er meget farligt at gå ind og sprænge den helt unikke model, vi har i Danmark, hvor fleksibiliteten er høj. Det danske system for barselsorlov må ikke blive forringet, understreger hun.

Også i den borgerlig liberale tænketank CEPOS mener man, at kvinderne med de nuværende regler har den beskyttelse, de har brug for.

- At strække perioden til 20 uger er ganske enkelt unødig overregulering, der både sætter familier og arbejdsgiver skakmat i forhold til at tilrettelægge et fornuftigt barselsforløb, siger Henriette Kinnunen, erhvervsjuridisk seniorkonsulent i CEPOS.

/ritzau/

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg frygter, at EU med nye fælles barselsregler ødelægger den danske model.

Offentliggjort Sidst opdateret