Støjberg holder industrien hen

Erhvervsvirksomheder, som henter udlændinge til Danmark for at arbejde for dem, kan blive nødt til at sikre dem betaling for sociale goder i deres ansættelseskontrakter, såfremt regeringen gennemfører planer om en optjeningsordning for udlændinge.

- Det er noget, man ordner i ansættelseskontrakterne også i andre lande. Vi er nødt til at behandle folk ens, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til Dansk Industris (DI) ønske om en undtagelse for udlændinge, som har job.

DI frygter, at sådan en optjeningsordning skal afskrække udenlandsk arbejdskraft fra at søge til det i forvejen skattetunge Danmark.

Beskæftigelsesministeren erklærer sig enig med DI i, at Danmark i de kommende år får brug for udenlandsk arbejdskraft.

Hun understreger dog også, at det undergraver det danske velfærdssamfund, hvis der ikke sættes stop for udlændinge, som kun kommer til Danmark, fordi den offentlige forsørgelse her overstiger den løn, de kan tjene i deres hjemlande.

DI's advarsel vil dog indgå i det udredningsarbejde til at finde en model, som beskæftigelsesministeren har varslet.

- Det er juridiske spidsfindigheder, der skal kigges på, siger hun.

Det gælder også indvendinger fra EU-eksperten Marlene Wind om, at EU-regler om ligebehandlingen kan tvinge regeringen til også at lade ordningen gælde udlandsdanskere, som vender hjem uden at have betalt skat i nogle år.

Samme melding har hun til Kristendemokraterne, der affærdiger hendes udspil som grundlovsstridig.

- Vi vil selvfølgelig hverken bryde grundloven eller internationale konventioner eller den slags, siger Inger Støjberg.

/ritzau/

Virksomhederne kan komme til selv at betale sociale goder for udenlandske ansatte, siger beskæftigelsesministeren.

Offentliggjort Sidst opdateret