Støjberg og SF skændes om rapport

Selv om beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) afviser, at der findes en rapport fra Beskæftigelsesministeriet, som underbygger SF's politik om grønne job, så er det rigtig nok.

- Hun er velkommen til at komme ned på mit kontor og få en kopi, siger Steen Gade fra SF.

Han kalder det "langt ude", når Støjberg beskylder SFs formand, Villy Søvndal, for at manipulere, når han påstår, at Beskæftigelsesministeriet står bag en rapport, som SF anvender i sin vækstplan.

- En enhed i hendes egen styrelse har sit logo solidt plantet på rapportens bagside, så det ville være passende hvis ministeren kom med en dementi af sit angreb på SF, siger Gade.

Men ifølge beskæftigelsesministeren er det Villy Søvndal og Socialistisk Folkeparti, der fifler med tallene i et forsøg på at underbygge SF's politik og kunne nå 50.000 nye grønne job.

- Problemet for Villy Søvndal er, at rapporten ikke eksisterer, lyder påstanden fra Inger Støjberg.

- Det nytter ikke at gøre dansk politik til et slagnummer, hvor man stiller sig op og i flæng nævner rapporter og tal, der ikke har bund i sandheden, siger hun.

Inger Støjbergs angreb er et led i en bevidst strategi, mener Steen Gade.

- Regeringens strategi er at sværte oppositionen til. Det må de så gøre. Men det ville klæde ministeren at få styr på fakta, siger han.

/ritzau/

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg har ikke styr fakta, når hun beskylder SF for at manipulere. Siger SF.

Offentliggjort Sidst opdateret