Støjberg skyder kommunalvalgskamp i gang med valgløfte
Under formandens tale skiltede publikummer med deres utilfredshed over for regeringens planer om solcelleanlæg. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
På Danmarksdemokraternes landsmøde lover formand Inger Støjberg, at partiets lokalpolitikere ikke vil medvirke til at opstille solcelleanlæg i kommuner.
Ritzau RitzauSilja Petri, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Danmarksdemokraterne vil ikke have, at det danske landskab skal plastres til med solcelleanlæg.
Eller "jernmarker", som partiets formand Inger Støjberg kalder anlæggene i sin tale ved Danmarksdemokraternes landsmøde lørdag, der afholdes i Herning.
- Vi trænger til en ordentlig portion sund fornuft - også når det handler om den grønne omstilling. Jeg kan i hvert fald garantere, at vi vil gøre vores, siger hun i sin tale.
Derfor kommer Danmarksdemokraterne med et løfte til vælgerne i forbindelse med kommunalvalget næste år.
De vil ikke medvirke til, at der opstilles solcelleanlæg i kommuner, medmindre lokalbefolkningen ønsker det.
Annonce
- Vi siger ja til kornmarker. Og vi siger nej til jernmarker, lyder det fra Inger Støjberg i hendes tale.
Budskabet bliver modtaget med en lang klapsalve fra salen, og publikummer løfter skilte med netop det slogan printet på.
Formand Inger Støjberg holdt tale ved Danmarksdemokraternes landsmøde i Herning Kongrescenter lørdag. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Alligevel bliver det ikke et ultimativt krav fra Danmarksdemokraternes side, når der næste år skal laves konstitueringsaftaler i landets byråd efter kommunalvalget.
- Vi er ikke parti, der stiller ultimative krav. Vi er et parti, der arbejder i den retning, vi vil. Og vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at bremse de her solceller, siger Inger Støjberg til Ritzau efter talen.
I øjeblikket har Danmarksdemokraterne 33 byrådsmedlemmer rundt i landet. Det er lokalpolitikere, der har skiftet parti til Danmarksdemokraterne siden seneste kommunalvalg, hvor partiet ikke eksisterede.
Indtil videre har en enkelt danmarksdemokrat meddelt, at han er borgmesterkandidat. Det er nuværende folketingsmedlem Mads Fuglede, der vil stille op i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Inger Støjberg tror ikke, at det er realistisk at få borgmesterposter efter kommunalvalget i 2025.
- Men vi håber, at vi får en god repræsentation rundt omkring i kommunalbestyrelserne, siger hun efter sin tale på landsmødet.
Det kommunale valgløfte fra Danmarksdemokraterne kommer i forlængelse af et bredere forslag om et øjeblikkeligt stop af regeringens planer om at opstille solcelleanlæg, der er en del af regeringens energiparker.
I stedet ønsker Danmarksdemokraterne, at man igangsætter et arbejde, der skal klarlægge hvor meget grøn strøm, der reelt er behov for til at dække det danske forbrug.
Annonce
Derefter kan der opsættes et antal solceller på tage af offentlige bygninger, der svarer til behovet.
Indtil videre har regeringen udpeget 26 steder, hvor parkerne skal bygges. 24 af dem skal placeres i Jylland, og to skal være på Sjælland.
Den fordeling er helt skæv ifølge Inger Støjberg.
- Det er ganske enkelt ikke rimeligt, at det kun er bestemte egne af landet, der skal trække læsset med den grønne omstilling, siger hun.
Samlet skal energiparkerne producere 20 gigawatt grøn strøm i 2030. Det svarer til strøm nok til 11 millioner husstande.
Det er slet ikke nødvendigt, mener Inger Støjberg, der peger på, at en del af strømmen formentlig vil blive eksporteret til Tyskland.
- Lige nu er man ved at etablere en helt enorm kapacitet, som vi slet ikke har brug for i Danmark. Det er på tide, at vi siger stop. Vi skal ikke være batteri for hele Nordtyskland, siger hun i talen.
Forslaget har allerede modtaget en del kritik. Blandt andet fra brancheorganisationen Green Power Denmark, der mener, at det vil skade den grønne omstilling.
- Danmark har en styrkeposition på grøn energi, og den skal vi udnytte til at skabe vores fremtidige eksport, velstand og arbejdspladser.
- Vi skal leve af grøn energi ligesom Norge har gjort med olien, siger Thomas Aarestrup Jepsen, politisk direktør i Green Power Denmark.
Annonce
/ritzau/
Hvad indebærer regeringens energiparker?
* Energiparkerne er en del af klimaaftalen, der blev indgået i 2022.
* Aftalen indebærer blandt andet, at der bygges energiparker i Danmark, der består af solcelleanlæg og vindmøller på land.
* Målet er at firedoble produktionen af grøn energi frem mod 2030. Det svarer til, at Danmark vil kunne levere strøm til 11 millioner husstande.
* Hvis den mængde strøm skal produceres, kan det for eksempel ske ved, at Danmark udvider sin solcellekapacitet til 20 gigawatt fra 2 gigawatt (i 2021). Det svarer til et anslået areal på 24.500 hektar.
* Indtil videre er der udpeget 26 steder, hvor energiparkerne skal placeres. 24 af dem er i Jylland, mens to er på Sjælland.
Kilder: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Jyllands-Posten.
Seneste artikler
Værnepligt og praktik i München: Snart begynder et nyt kapitel for de nyudklækkede studenter
Studenterhuerne fejres i Marielyst
Fjerdeplads ved DM til lokalt svømmetalent
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det
Sundhedsminister efter Lolland-besøg: - Jeg får da lyst til at flytte herned
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Nu indtager de Bjørneskoven
Blitz: Fartkontrol på Farøbroerne
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Nyt museum i nakskov åbner med fjord-oplevelser