Støjberg: Venstre har ikke brug for et nyt politisk projekt
Venstres næstformand, Inger Støjberg, mener ikke, at der er behov for, at partiet skal komme med et nyt politisk projekt, bare fordi der er kommet en ny ledelse til. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Folk ved, hvor de har Venstre, siger partiets næstformand, Inger Støjberg, inden weekendens landsmøde.
- Der skal udvikles en masse politik, men der skal ikke ske en revolution i Venstre. Det er der ingen grund til.
Sådan lyder det fra Venstres næstformand, Inger Støjberg, forud for partiets landsmøde i weekenden i Herning.
Støjberg har bemærket, at politiske kommentatorer har konstateret, at formand Jakob Ellemann-Jensen ikke ser ud til at have et stort politisk projekt i støbeskeen.
Eksempelvis har Kristian Madsen, Politikens politiske kommentator, skrevet, at Ellemann-Jensen ikke har markeret sig som leder endnu. Hverken for Venstre eller blå blok generelt.
Men der er ikke brug for, at Venstre lige nu skal komme med et nyt politisk projekt, mener Støjberg. Det er også det, hun hører fra baglandet.
- Når jeg er ude, så hører jeg, at der ikke er brug for et stort politisk projekt. Det er ikke, fordi vi har mangel på politik på hylderne. Folk har vidst, hvad man fik, og hvad man får med Venstre.
- Vi har manglet ro og lyst til at komme til gruppemøder og lyst til at sige, at man er Venstre-mand. Og stolthed ved at være fra Venstre.
- Man vil ikke opleve en eller anden revolution med Jakob som formand og mig som næstformand. Det mener vi ikke, at der er behov for, siger Støjberg.
Uro i Venstre var der en masse af for nylig. Især august var tumultarisk og endte med, at eksstatsminister Lars Løkke Rasmussen gik af som Venstres formand, mens Kristian Jensen takkede af som næstformand.
Efterfølgende blev Jakob Ellemann-Jensen valgt som formand på et ekstraordinært landsmøde. Ved samme lejlighed vandt Støjberg kampvalget mod partifællen Ellen Trane Nørby om at blive næstformand.
- Venstre skal ikke havne i samme situation igen, siger Støjberg om den turbulente august, hvor Løkke og Kristian Jensen bekrigede hinanden.
- Vi skal tage ved lære af det, vi har været igennem, men vi skal også lægge det bag os, lyder det fra Støjberg.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker