Støjberg vil ikke afsløre Justitsministeriets råd om lovbrud
Støjberg nægter at fortælle, hvilke råd hun fik fra Justitsministeriet om lovbrud over for asylpar.
Kort efter udlændingeminister Inger Støjberg (V) sidste år meddelte, at alle mindreårige asylansøgere skulle adskilles fra deres ægtefæller på landets asylcentre, spurgte hendes ministerium Justitsministeriet til råds i sagen.
Ifølge Politiken rådgav Justitsministeriet om, at de unge ægtepar skulle vurderes individuelt, før de kunne adskilles.
Men på et samråd torsdag nægter Støjberg at fremlægge korrespondancen mellem de to ministerier.
- Jeg redegør ikke for, hvilke drøftelser der er med andre ministerier i rådgivningen af mig.
- Det er det, man kalder ministerbetjening, siger Støjberg på samrådet.
Hun er kaldt i samråd efter Politikens afdækning af, at hun blev advaret af sit embedsværk, før hun 10. februar 2016 udsendte en instruks om at adskille de unge asylpar. En beskyldning, Støjberg pure afviser.
En aktliste med Justitsministeriets dokumenter viser, at Udlændingeministeriet 19. februar 2016 sendte en kopi af Støjbergs instruks og bad om Justitsministeriets "uformelle bemærkninger" til sagen.
Herefter leverede Justitsministeriets førende ekspert i lovafdelingen samme dag et svar til Støjbergs ministerium.
Ministeren bliver af en samlet opposition anklaget for at have ændret forklaring i sagen.
Tidligere har Inger Støjberg forklaret, at det var ministeriets vurdering, at instruksen ikke var ulovlig. Men på samrådet torsdag siger ministeren, at det slet ikke var en instruks, og at den derfor ikke blev vurderet.
Pressemeddelelsen blev først en instruks, idet der ikke kom andre skriftlige instrukser fra ministeriet til Udlændingestyrelsen, lyder Støjbergs forklaring.
Enhedslistens udlændingeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, er ikke tilfreds med de svar - eller mangel på samme - hun mener at få fra ministeren på samrådet. Derfor indkalder hun på samrådet til et nyt samråd i samme sag.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde