Danmark er langt fra et stasi-samfund, hvor stikkere angiver uskyldige borgere for socialt bedrageri. Dels hører kommunerne de mistænkte borgere, dels kan borgerne påklage afgørelsen til det sociale nævn.
Det siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V). Hun afviser sociale eksperters kritik af, at kommuner kan afgøre, at borgere har begået socialt bedrageri ved blot at fremsætte formodninger.
- Jeg mener bestemt ikke, at der er lemfældige afgørelser. Man bliver hørt, hvis man får sådan en alvorlig anklage, og man kan klage til socialnævnet, siger Inger Støjberg.
Hun ser socialt bedrageri dels som et økonomisk problem med svindel for et stort millionbeløb, dels som et tag-selv-bord ved den fælles kasse, hvor borgere med ret til sociale ydelser snydes.
- Det er afgørende, at der er styr på retssikkerheden. Men når man får penge, som man ikke har ret til, så tager man penge fra den store fælles kasse, og det er dybt asocialt.
- Man stiller også de mennesker, som virkelig har behov for disse ydelser, i et dårligt lys, siger Inger Støjberg.
Lektor i socialret Simon Thorbek fra Professionshøjskolen Metropol anslår, at kommunerne anmelder "væsentligt over 1000 borgere om året" for socialt bedrageri. Samtidig ankes under hver tiende sag, siger han til Politiken.
- Det lave krav til bevisførelsen er et retssikkerhedsmæssigt problem. Borgeren er fuldstændig afhængig af sagsbehandlingen i den enkelte kommune, og det kan ikke udelukkes, at uskyldige derved rammes, siger han
En kommune kan ifølge Den Sociale Ankestyrelse kræve, at en enlig forsørger tilbagebetaler sociale ydelser, hvis kommunen kan sandsynliggøre, at modtageren ikke er enlig.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker