Støjbergs nye strammerhastværk får skarp kritik
En illusorisk høringsproces, lyder det fra Advokatrådet, efter at minister har givet høringsfrist på få dage.
En afgørelse fra EU-Domstolen har slået et hul i de danske regler om familiesammenføring, der er så alvorligt, at det efter regeringens opfattelse kun kan gå for langsomt med at få det lukket.
Derfor har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) tirsdag fremsat et forslag om at afskaffe den såkaldte toårsregel. Og den ændring skal vedtages og træde i kraft allerede fredag.
Det betyder, at de organisationer, der normalt kommer med indspark, når regeringen vil ændre lovgivning, kun har fået få dage til at se lovforslaget igennem, og det møder kras kritik.
Advokatrådet bemærker, at en høringsfrist på 48 timer til et lovforslag, som allerede er fremsat, reelt gør høringsprocessen illusorisk.
Også Amnesty kritiserer den korte frist:
- Man gør det vanskeligt at inddrage relevant sagkundskab i selve udarbejdelsen af forslaget, når processen hastes igennem, skriver Amnesty.
Institut for Menneskerettigheder har lagt sig ekstra i selen for at komme med et hurtigt svar. Selve forslaget er ikke i strid med menneskerettighederne, lyder bedømmelsen.
- Men det er kritisabelt, at der ikke gives tid til en ordentlig høringsproces, mener direktør Jonas Christoffersen.
Børnerådet kalder fristen uhørt kort.
- Børnerådet mener ikke, at rådet kan leve op til sit mandat om at rådgive regering og Folketing på så kort tid, skriver formand Per Larsen i sit høringssvar.
Ifølge Støjberg er der dog tale om et meget alvorligt slag mod de danske regler.
- Lovforslaget skal behandles så hurtigt som muligt, så hullet i loven hurtigt kan lukkes. Derfor sendes lovforslaget i høring samtidig med fremsættelsen, sagde hun, da forslaget blev fremsat.
Det er ikke første gang, at Inger Støjberg får kritik for at haste lovgivning igennem.
I november fik hun vedtaget en lov, der under særlige omstændigheder giver ministeren mulighed for at suspendere udlændinges krav om at blive stillet for en dommer inden for 72 timer efter at være blevet frihedsberøvet. Den blev vedtaget på tre dage.
Ifølge tidsplanen for lovforslaget har Støjbergs ministerium denne gang bevilget sig selv tre timer til at svare på folketingsmedlemmernes spørgsmål.
Den stramme tidsfrist har blandt andet betydet, at embedsmændene ikke har kunnet nå at svare på to spørgsmål fra Sofie Carsten Nielsen (R).
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde