Stor folkeskolereform får bred opbakning
Lærere, elever, skoleledere og pædagoger står kritiske tilbage på perronen, før børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) tirsdag fløjter toget i gang mod en stor reform af folkeskolen. De borgerlige partier bakker op bag regeringens udspil.
Regeringens udspil "Gør en god skole bedre - et fagligt løft af folkeskolen" fik mandag en fin modtagelse fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti.
Venstre vil sikre, at Danmark opfylder Europa-Kommissionens målsætning om "modersmål plus to sprog".
- Vi er enige med regeringen i, at engelsk skal indføres allerede i første klasse, men det kan ikke stå alene - også de ældste klassetrin har behov for et løft, siger skoleordfører Karen Ellemann.
Dansk Folkeparti er imod en heldagsskole med 37 timer om ugen for de ældste elever.
Til gengæld har regeringen lagt sig ud med sine partnere, som i foråret blev inviteret med i et partnerskab. Det er Danmarks Lærerforening, Danske Skoleelever, Bupl og Skolelederforeningen samt foreningen Skole&Forældre.
- Processen har været mere lukket, end da VK-regeringen kom med deres udspil til en folkeskolereform, siger Vera Rosenbeck, formand for Danske Skoleelever til Information.
Formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen forstår ikke, hvorfor regeringen ikke har inddraget lærerne.
- Det er vel helt nyt, at en regering fremlægger noget, som den kalder et ambitiøst løft, og samtidig siger, at forudsætningen er, at medarbejderne arbejder langt mere, siger han.
Reformen betales ved en ny overenskomst mellem kommunerne og lærerne.
- De økonomiske forudsætninger er bundet op på, at der kommer en ny arbejdstidsaftale med lærerne, siger De Konservatives uddannelsesordfører, Mai Henriksen.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker