Stor omvæltning for nyvalgte medlemmer at gå fra anonym til Borgen

Louise Brown (LA) skrev i november som nyvalgt folketingsmedlem sidste år under på, at hun vil overholde Grundloven. Hun er stolt over at være folketingsmedlem. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ved seneste valg 1. november sidste år blev 65 politikere nyvalgt til Folketinget. Det har været en stor omvæltning for mange af dem, beretter de til Ritzau.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det ændrer ens hverdag at blive folketingspolitiker. Man er meget væk - og langt væk - hjemmefra. Man bliver en offentlig person, som mange kan have en mening om.

Lovarbejdet går for hurtigt. Det samme med forhandlinger.

Det mener flere af de nyvalgte folketingspolitikere, som har svaret på Ritzaus spørgsmål om at være nyvalgt politiker i Folketinget.

Det har eksempelvis Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne oplevet.

- Man kan få tilsendt materiale til midnat og skal være velforberedt til forhandling næste morgen, skriver hun i et svar, mens Moderaternes Karin Liltorp tilføjer:

- Ofte er der meget kort tid til at sætte sig ind i komplicerede sager, og derfor er der en risiko for, at vi politikere ikke har det tilstrækkelige grundlag for at træffe de rigtige beslutninger.

Mohammad Rona (M) ser gerne, at tempoet bliver taget ud af dansk politik.

- Jeg har arbejdet i tele- og it-branchen i en del år og har været i en branche, hvor det har gået stærkt, meget stærkt. Men jeg må indrømme, at det til tider går endnu stærkere på Borgen, skriver han.

At blive folketingsmedlem betyder også, at man bliver et mere kendt ansigt i sit lokalområde. Det har eksempelvis Kris Jensen Skriver (S) mærket. Inden valget var han folkeskolelærer i Grindsted og sad i byrådet i Billund Kommune.

- Langt oftest er det dog for det positive. Min hverdag er således blevet en helt anden, men jeg kan godt lide det liv, skriver han.

Moderaternes Monika Rubin tilføjer:

- Mange mennesker vil gerne sige hej og tale politik, og så skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg lige tænker en ekstra gang over min opførsel, når jeg går ud ad hoveddøren.

Susie Jessen (DD) er datter af folketingsveteranen Søren Espersen, men er også blevet overrasket:

- Det er en underlig følelse pludselig at opleve, at der er nogle, der vil have en selfie med én.

Betina Kastbjerg (DD) synes, at lovbehandlingen går for hurtigt i Folketinget. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det fylder også de nyvalgte med stolthed at være folketingsmedlem. Som Louise Brown fra Liberal Alliance skriver:

- Jeg er stolt hver eneste dag. Stolt, men også ydmyg. Jeg tager mit hverv meget alvorligt og vil gøre alt, hvad jeg kan, for at leve op til mine vælgeres tillid.

Peter Have (M) skriver, at det fylder ham - som tidligere soldat - med stolthed at have deltaget i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig.

Han glæder sig til at "få sat det tiårige rammeforlig om forsvaret i gang, så det er bedst for Danmark".

Medierne har overrasket negativt, mener nogle.

- Det er til stadighed tydeligere for mig, at medierne i meget høj grad fokuserer på konflikterne. Det er noget, som jeg har oplevet negativt ved at være her. Min oplevelse af, hvordan det er her, synes jeg ofte er en anden end den, som medierne skriver om, skriver Kris Jensen Skriver.

- Jeg er ked af, i hvor høj grad medierne/folkestemningen får lov til at sætte den politiske dagsorden, tilføjer Karin Liltorp.

Peter Have (M) driver Låsby Kro og Hotel ved siden af at være folketingsmedlem. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Langt de fleste nyvalgte roser tonen på Christiansborg, som udadtil måske kan virke hård. Der er dog undtagelser.

- Et enkelt perfidt personangreb fra en partileder overraskede mig. Det havde jeg ikke forventet, og sådan ville jeg aldrig selv agere, skriver Lars-Christian Brask (LA) uden at uddybe.

Ellers byder livet som folketingsmedlem på mange dage væk hjemmefra.

- Fra at arbejde 20 timer om ugen, og samtidig have min egen virksomhed ved siden af - to job jeg nærmest selv kunne planlægge - er jeg gået til at arbejde næsten uafbrudt. Det er en kæmpe omvæltning, skriver Louise Brown.

Marianne Bigum (SF) tilføjer:

- Jeg er mindre fleksibel i forhold til at hente mine børn fra børnehaven. Og der er også lange arbejdsdage, hvor jeg ikke når hjem og spise aftensmad, ligesom det ikke er så nemt længere at lave spontane aftaler og være sammen med venner i hverdagene.

For LA's Katrine Daugaard har livet i Folketinget betydet en flytning:

Socialdemokraterne Kim Aas og Kris Jensen Skriver blev valgt ind i Folketinget for første gang ved valget sidste år. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Som enlig mor og bosiddende på Fyn kræver det meget planlægning at arbejde i København og være alene om det hele på hjemmefronten.

- Derfor har vi også valgt at flytte fra Svendborg til Odense, da jeg derved kunne mindske min daglige transporttid med halvanden time.

/ritzau/

Folketinget efter seneste valg

* Ved folketingsvalget 1. november 2022 blev 114 folketingsmedlemmer genvalgt til Folketinget, mens 65 politikere blev nyvalgt.

* 13 af dem har tidligere siddet i Folketinget. Enten som faste medlemmer eller som stedfortrædere.

* Pia Kjærsgaard (DF) er det længst siddende folketingsmedlem. Hun er dermed aldersformand. Hun har været medlem af Folketinget siden 1984.

* 21-årige Helena Artmann Andresen (LA) er et af de nye folketingsmedlemmer. Hun er det yngste af slagsen. Hun er det fjerdeyngste medlem, der nogensinde er blevet valgt ind.

Kilde: Folketingets hjemmeside.

/ritzau/

Karin Liltorp (M) er overvældet over, hvor meget viden man som folketingsmedlem får. Eksempelvis via eksperter. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Arbejde og fritid flyder mere sammen, lyder det fra Mohammad Rona (M). (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Monika Rubin er blevet et af Moderaternes kendte ansigter i Folketinget. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Susie Jessen sidder i Folketinget med sin far, Søren Espersen. Begge for Danmarksdemokraterne. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lars-Christian Brask er et af mange nye ansigter hos Liberal Alliance. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Marianne Bigum (SF) ser mindre til sin familie efter at være kommet i Folketinget. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Katrine Daugaard (LA) er flyttet fra Svendborg til Odense for at få hverdagen til at hænge sammen. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu