Storstrømsbro stjæler penge fra forsømte veje
Planerne om en ny Storstrømsbro kan betyde, at trafikanter i andre dele af landet kommer til at vente længe på en række vej- og broprojekter, der længe har sukket efter penge fra staten.
Regeringen lægger op til at finansiere den nye bro, som ventes at koste 3,9 milliarder kroner, med penge fra Infrastrukturfonden.
Den rummer imidlertid blot 156,3 millioner kroner på nuværende tidspunkt, oplyser Transportministeriet til Ritzau.
Der skulle dog være 3,5 milliarder kroner på vej tilbage i Infrastrukturfonden fra det nye signalsystem på jernbanen, der er blevet billigere end forventet.
Dette vil stort set kunne betale en ny Storstrømsbro, men dermed er den hellige grav ikke vel forvaret.
Den lave vandstand i fonden har nemlig betydet, at man over de senere år har måttet parkere en række trafikprojekter på uvishedens holdeplads i håb om at tilbageløb fra igangværende projekter vil kunne finansiere dem.
Disse projekter tæller alt fra en tredje forbindelse over Limfjorden til en udvidelse af den vestfynske motorvej.
- Virkeligheden har indhentet regeringen på det her område, og den bliver nødt til at forholde sig til de reelle udgifter, investeringer og driftsomkostninger, som den danske infrastruktur kræver, siger Henrik Harder, lektor og trafikforsker ved Aalborg Universitet.
Mens projekterne har ulmet i Vejdirektoratets skuffer, er samfundsudviklingen kørt videre, påpeger forskeren.
- Eksemplet med Storstrømsbroen viser jo meget godt, at vejene bliver slidt, og at der kommer flere og flere biler, mener Henrik Harder.
Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, mener, at der bør tages fat på de skuffelagte projekter, og han opfordrer regeringen til at kigge på alternative finansieringsmodeller til Storstrømsbroen.
- Storstrømsbroen er en integreret del af Femern-projektet, og derfor mener vi, at man skal finansiere det med midler fra brugerbetalingen på Femern-forbindelsen, ligesom vi ser gode muligheder for at få midler fra EU, siger han.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub