Stort anlagt miljøplan er gamle EU-krav

Miljøminister Troels Lund Poulsens (V) plan, der skal tage hånd om de danske danske vand- og naturområder, er en forsinket opfyldelse af EU-krav. Det mener kritikere om planen, som miljøministeren selv kalder "historisk".

- Det eneste historiske ved miljøministerens vand- og naturplaner er, at det er en historisk langsommelig implementering af EU-regler efter laveste fællesnævner, siger Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, i en pressemeddelelse.

Hun bakkes op af SF.

- Regeringen laver kun miljøpolitik, når EU vrider armen om på os. Og det er kvalmt at se på, hvordan regeringen oversælger en række stærkt forsinkede vand- og naturplaner, som vi har skyldt EU over et år, siger miljøordfører Ida Auken.

Kritikken går blandt andet på, at kun 7300 kilometer nødlidende vandløb behandles frem til 2015, selvom Miljøministeriets egne folk vurderer, at yderligere 5700 kilometer aktuelt har brug for en indsats.

Det har fået Danmarks Naturfredningsforening til at kalde regeringens ambitioner små og ukonkrete.

Miljøministeren erkender da også efter sine store ord i indledningen, at målene bunder i EU-krav.

- Hvis der er noget, der er vigtigt for regeringen, så er det at opfylde vores EU-direktiver og -forpligtelser, og derfor siger vi "ja, med det vi lægger op nu, så opfylder vi det, vi skal i forhold til EU", siger miljøministeren.

Han erkender, at der stadig er naturområder, hvor man endnu ikke har overblik over, hvordan det står til. De områder skal nu kortlægges og med i en ny miljøplan fra 2015.

/ritzau/

Miljøminister Troels Lund Poulsens mål for, hvordan den danske natur skal plejes de kommende år, er en uambitiøs opfyldelse af EU-krav, mener kritikere.

Offentliggjort Sidst opdateret