Stort løft til billige uddannelser

Efter mange år med politisk fokus på de naturvidenskabelige uddannelser bliver de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser tilgodeset i den såkaldte Globaliseringspulje.

De laveste taxametertakster, som dem der gælder for en studerende på humaniora og samfundsvidenskab, øges med 5000 kroner om året i den politiske aftale, der præsenteres torsdag.

Det glæder De Radikale.

- Vi har længe fokuseret på de naturvidenskabelige uddannelser. Det har været nødvendigt og rigtigt, men vi har også brug for, at der bliver set på humaniora og samfundsfag, siger den radikale leder, Margrethe Vestager.

Ifølge Vestager er regeringen blevet presset i de kaotiske forhandlinger, der blev afbrudt i en periode i sidste uge og først blev genoptaget tirsdag. Da regeringen tidligere i år spillede ud med en plan om at hæve satserne med 2000 kroner, vakte det skuffelse i Akademikernes Centralorganisation.

- Det er os, der har fået hævet det det sidste stykke, sådan at det i 2012 kommer til at ligge i plus 5000. Jeg synes, ministeren burde sende kager hele vejen rundt, for regeringen har ikke været villig til at gøre det, ministeren har lovet. Men i det samarbejde, vi har haft her til sidst, er det faktisk lykkedes, siger Margrethe Vestager.

Taxameterordningen regulerer, hvor meget universiteterne modtager for hver studerende, der gennemfører sine eksaminer. Stigningen vil blive indfaset gradvist og udgøre 5000 kroner fra 2012. Frafaldet på de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser er langt større, end det er på de tekniske og naturvidenskabelige.

/ritzau/

De billige uddannelser som humaniora og samfundsvidenskab får et løft på 5000 kroner om året med globaliseringsaftalen.

Offentliggjort Sidst opdateret