Støttepartier skrotter rapportforslag om SU som lån

Allerede før de er udkommet møder forslag fra reformkommission modstand fra regeringens støttepartier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere medier har tirsdag erfaret, at regeringens reformkommission vil foreslå, at SU på kandidatuddannelser skal omdannes til lån og til et-årige kandidatuddannelser.

Specielt førstnævnte møder dog allerede hård modstand fra regeringens tre støttepartier.

- En generation af unge har svært ved at få billig bolig, budgettet til at gå op og kæmper med mental mistrivsel. Selvfølgelig er svaret på de problemer ikke, at forgælde de unge endnu mere.

- Vi skal forbedre vores uddannelsessystem med tiltag, som bekæmper den stigende mistrivsel blandt unge. Omlægning af SU til lån på kandidaten vil gøre det modsatte og vil i øvrigt ramme socialt skævt.

- Det bliver et klart nej tak til det forslag, skriver SF's uddannelsesordfører, Astrid Carøe, eksempelvis.

Den stort anlagte kommission skal komme med såkaldte 2. generationsreformer, der blandt andet skal vise, hvordan man "løfter beskæftigelsen og samtidigt mindsker uligheden".

Det er forslagene til uddannelse under overskriften "bedre uddannelser for alle", der kommer onsdag.

Men det er altså ikke kun SF, der allerede før det, hælder ideen om at gøre SU til lån for at finde penge, ned ad brættet. Det gør også De Radikale, der heller ikke finder meget glæde i tanken om at lave kortere kandidatuddannelser.

- Vi skal absolut ikke have mindre uddannelse. Det vil være den helt, helt forkerte vej at gå. Vi skal skabe bedre uddannelser med mere fleksibilitet og bedre mulighed for tilknytning til arbejdsmarkedet, skriver ordfører for videregående uddannelser Katrine Robsøe i en kommentar.

Enhedslisten, regeringens tredje og sidste støtteparti, mener, at forslagene er decideret fjendske over for unge.

- Selvfølgelig skal vi ikke skære mere ned på ungdommen, fjerne kandidat-SU' en eller forkorte vores uddannelser.

- Hvorfor er det altid de samme ungefjendske forslag vi ser fra forskellige regeringers kommissioner? Ungdommen skal ikke igen betale regningen, skriver partiets politiske ordfører, Mai Villadsen, på Twitter.

/ritzau/