Støttepartier vil kun sende flygtninge hjem til stabile forhold
Rosa Lund (EL) fortæller, at Enhedslisten som minimum vil have ændret reglen om midlertidigt ophold for flygtninge i Danmark. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Regeringens støttepartier vil gøre det sværere at sende flygtninge på midlertidigt ophold hjem til uro.
Regeringens støttepartier vil have ændret reglen om midlertidigt ophold for flygtninge.
Det skriver Berlingske.
Regeringens tre støttepartier - De Radikale, SF og Enhedslisten - er sammen med Alternativet og Frie Grønne på vej med et beslutningsforslag.
Det har til formål at ændre grundlæggende ved den paragraf i udlændingeloven, som i dag betyder, at flygtninge kan sendes hjem, så snart forholdene i hjemlandet er forbedret og ikke længere er ekstreme.
Forslaget er formuleret af De Radikale. Partiet var i 2015 med til at indføre stramningen på området.
I forslaget står der, at flygtninge i Danmark skal bevare deres ret til beskyttelse, medmindre der er indtrådt "fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet".
Forslaget vil med andre ord gøre det sværere at sende flygtninge hjem til uroplagede lande. Det ventes at blive fremsat efter vinterferien.
De Radikales udlændingeordfører, Kathrine Olldag, siger til Berlingske, at det er godt, at der er midlertidighed i loven. Men midlertidighed skal defineres anderledes, mener hun.
Hun nævner som eksempel, at der er noget galt med reglerne, når Flygtningenævnet kan konkludere, at Afghanistan er sikkert nok til at sende flygtninge tilbage dertil.
SF's udlændingeordfører, Carl Valentin, oplyser til Berlingske, at han ønsker reglen helt væk.
Også Enhedslisten vil have reglen fjernet helt, siger Rosa Lund til Ritzau.
- Hvis det ikke kan lade sig gøre, så skal vi ændre den, så vi ikke kan sende mennesker på flugt tilbage til lande, hvor der ikke er fred endnu, siger Rosa Lund.
- Det er jo det, vi ser med mennesker fra blandt andet Syrien, men også fra Afghanistan, at de bliver sendt tilbage til lande, hvor det ikke er sikkert.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har ikke kommenteret historien.
Støttepartierne meddelte i oktober, at de var enige i et borgerforslag om at stoppe hjemsendelser af syriske flygtninge.
Forslaget vil ændre loven fra 2015, der giver danske myndigheder mulighed for at sende flygtninge tilbage til Syrien.
Dengang afviste Tesfaye at genbesøge loven.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet