- Straf for skattestigning kunne være undgået

Kaj P. havde håbet på mere skatte-solidaritet kommunerne imellem.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Hvis bare København havde nedsat skatten med 0,2 procentpoint, som man gjorde året før, var ingen kommuner blevet straffet for at have sat skatten i vejret til næste år. Det er jeg overbevist om, ville have været nok til, at vi ikke var blevet straffet, siger borgmester Kaj Petersen.

Han er skuffet over manglen på solidaritet, som hans kolleger rundt omkring i landet har udvist.

- I Århus har man uden problemer kunnet udvide sit driftsbudget med 100 millioner kroner for at give borgerne en bedre service, mens vi andre har det enormt svært, siger Kaj Petersen.

Som følge af at Guldborgsund næste år hæver skatten med 0,7 procentpoint uden at have fået lov til det, skal kommunen i 2010 betale en straf i form af et mindre bloktilskud på godt 42 millioner kroner.

Kun 17 ud af 42 kommuner fik lov til at lade skatten stige. Også de følgende år straffes kommunen. I 2011 skal der betales 29 millioner kroner og i 2012 tre millioner kroner for at have hævet skatten - i alt godt 74 millioner kroner over tre år.

Udover den individuelle straf til eksempelvis Guldborgsund, bliver også samtlige 98 kommuner straffet, fordi kommunerne samlet set har ladet skatten stige med mere end de 500 millioner kroner, som Kommunernes Landsforening havde aftalt med indenrigsministeren.

- Desværre er der slet ikke nogen, der har sat skatten ned. Det var der heller ikke nogen, der havde lovet, de ville, men KL kunne godt have taget kontakt til de kommuner, der havde luft til at sænke skatten. Men det har man ikke gjort, siger borgmesteren.

Han siger, at kommunalpolitikerne i både København og flere nordsjællandske kommuner bare har siddet og dukket sig.