Strid bremser penge til universiteter

Oppositionens krav om, at regeringen skal afstå fra at skære i børnechecken til unge mellem 15 og 17 år står i vejen for, at forhandlingerne om flere penge til universiteter og forskning kan komme op i gear.

Regeringen har tirsdag eftermiddag indledt forhandlinger med oppositionen og Dansk Folkeparti, og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ser uenigheden som en knast, der gør det svært overhovedet at komme videre i forhandlingerne.

- Det bliver svært. Hvis de fastholder det som et ultimatum, så bliver det svært, siger han på vej ind til forhandlingerne.

I regeringens optik blokerer kravet fra Socialdemokraterne og De Radikale for, at penge fra den såkaldte globaliseringspulje kan blive frigivet og blandt andet brugt på renovering af universiteter og et generelt løft til uddannelsesområdet.

Modsat har oppositionen på forhånd sagt, at regeringens plan om, at kommuner skal kunne skære i de unges børnecheck, hvis de unge ikke er i gang med en uddannelse eller på anden måde foretager sig noget fornuftigt, skal tages af bordet.

Oppositionen vil ikke være med til at sende globaliseringspenge til den ungepakke, hvor forslaget indgår, og den kræver yderligere et håndslag på, at regeringen ikke gennemfører forslaget uden om forligskredsen bag globaliseringspuljen - for eksempel med Dansk Folkeparti.

- Den skal pilles af uanset hvad, siger finansordfører Morten Østergaard fra De Radikale.

Argumentet er, at tiltaget efter oppositionens opfattelse modarbejder målsætningen i globaliseringsforhandlingerne om, at 95 procent af de unge skal have en uddannelse.

Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Radikale er med i forliget om globaliseringspuljen.

/ritzau/

Uenighed om regeringens planer om at ændre i børnefamilieydelsen for unge skiller oppositionen og regeringen i forhandlinger om penge til universiteter.

Offentliggjort Sidst opdateret