Studerende vender ryggen til lynkandidater

Det er helt hul i hovedet, når regeringen - for at øge væksten - vil åbne op for, at kandidater i fremtiden kan uddannes på et år i stedet for de nuværende to år. Så skarp er kritikken fra de studerendes organisation Danske Studerendes Fællesråd.

- Vi er helt afvisende overfor at indføre en light kandidat, fordi det betyder, at vi får dårligere uddannelser. Samtidig risikerer vi, at studerende bliver sendt ud til arbejdsløshed, fordi de ikke får de rette kvalifikationer, siger formand Magnus Pedersen.

Politiken skriver fredag, at forslaget er en del af videnskabsministerens oplæg, når erhvervsfolk og fagbevægelsen skal diskutere, hvad der skal skabe mere vækst i Danmark.

Men hos Danske Studerendes Fællesråd afviser formanden, at forslaget kan skabe vækst.

- Jeg er forundret over, at man ønsker at øge væksten og samtidig vil forkorte uddannelsestiden. Alle undersøgelser viser, at jo længere uddannelse - des mere vækst skaber man, siger Magnus Pedersen.

Heller ikke hos en af Danmarks videnstunge virksomheder, Novo Nordisk, mener man, at de korte kandidatuddannelser er den rigtige vej at gå.

- Vi bør først og fremmest øge kvaliteten af de nuværende uddannelser. Det er vigtigt, at vi i forhold til kandidater fra andre lande ligger på et meget højt niveau. Så vi er ikke for en mellemkandidatuddannelse, siger forskningschef Børge Diderichsen.

Det er kun nye uddannelser, som får mulighed for at oprette de et-årige kandidatuddannelser, og niveauet kommer ikke til at svare til en to-årig kandidatuddannelse.

/ritzau/

Regeringens forslag om et-årige kandidatuddannelser møder modstand fra de studerende og Novo Nordisk.

Offentliggjort Sidst opdateret