Styrelse forsøgte at advare om mangel på lovgrundlag
Mogens Jensen (S) trak sig tidligere onsdag som fødevareminister. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kort før et pressemøde, hvor regeringen oplyste om aflivning af alle mink, forsøgte styrelse at advare.
Fødevarestyrelsen forsøgte kort før et pressemøde 4. november at advare om, at der ikke var grundlag i loven til at kræve alle mink i Danmark aflivet - herunder raske mink og mink udenfor risikozonen.
Det fremgår af en redegørelse om forløbet, som er offentliggjort onsdag.
Regeringen oplyste på pressemødet, at alle mink skulle aflives grundet en mutation i coronavirus hos mink.
Fødevarestyrelsen blev henvist til en kontaktperson i Justitsministeriet, men det er uklart, om advarslen strandede der.
Mogens Jensen (S) trak sig tidligere onsdag som fødevareminister. Han kritiserer, at regeringen ikke fik besked om, at der ikke var lovgrundlag for at aflive alle mink.
Redegørelsen bærer præg af helt grundlæggende svigt i embedsværket. Justitsministeriet konkluderer, at myndighedernes ageren må anses for en "tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsretlige normer".
Den endelige beslutning om aflivning blev truffet dagen før pressemødet på et møde i regeringens udvalg, der koordinerer dens politik.
- Jeg finder det kritisabelt, at regeringen ikke i forbindelse med drøftelsen i Koordinationsudvalget 3. november 2020 bliver oplyst om, at der kan være et hjemmelsproblem, siger Mogens Jensen i et vedlagt notat.
Han fik selv kendskab til, at der ikke var grundlag i loven for at aflive alle mink lørdag 7. november om eftermiddagen.
Spørgsmålet om lovgrundlag er ikke en del af sagsfremstillingen til Koordinationsudvalget.
I et tidligere udkast står der, at vurderingen er, at der vil være grundlag for et forbud mod mink i en bekendtgørelse om coronavirus hos pelsdyr eller ved lov. Det var op til Miljø- og Fødevareministeriet samt Justitsministeriet at afklare.
Forud for pressemødet får Mogens Jensen et talepapir, hvor der står, at der er lovgrundlag i paragraf 30 i loven om hold af dyr.
Om aftenen tilkendegivet Miljø- og Fødevareministeriet overfor Justitsministeriet, at der alligevel ikke er grundlag i loven for at kræve alle dyr aflivet.
Derfor bliver der arbejdet på et udkast til en hastelov. Der gik tre dage, ifølge Mogens Jensen selv, før han som minister fik kendskab til det.
Minkavlerne fik først besked tirsdag 10. november.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker