Styrelse oplyste mangelfuldt om hjerneskadet psykiater
Daværende sundhedsminister Nick Hækkerup (S) fyrede direktøren for Sundhedsstyrelsen, Else Smith, som konsekvens af sagen om den hjerneskadede psykiater fra Vestjylland, Arkivfoto. Foto: Polfoto/Astrid Dalum
Polfoto/Astrid Dalum
Sundhedsstyrelsen manglede fasthed over for en hjerneskadet psykiater, konkluderer Kammeradvokaten.
Der var "væsentlige mangler" i en redegørelse fra Sundhedsstyrelsen fra februar 2015 om en hjerneskadet vestjysk psykiater, der praktiserede i årevis trods sin hjerneskade.
Det konkluderer Kammeradvokaten i en undersøgelse af sagen, oplyser Sundhedsministeriet. Selve undersøgelsen er, ligesom den redegørelse, den gransker, fortrolig.
Det skyldes, at begge dele er spækket med personfølsomme oplysninger om rent private forhold. Men Kammeradvokaten har udarbejdet et resumé, som er offentligt tilgængeligt.
Her kritiseres myndighederne for dels ikke at have redegjort fyldestgørende, dels at have manglet "fasthed" over for den hjerneskadede psykiater.
Det var DR, der i 2015 stod bag afsløringerne af psykiateren. Psykiateren stod bag alvorlige fejlbehandlinger, viste DR's afdækning. Han er siden blevet politianmeldt efter en stribe dødsfald blandt patienterne.
Indtil videre er der rejst tiltale i en sag, hvor psykiateren anklages for at have efterladt en tidligere patient i hjælpeløs tilstand på sin gård ved Rakkeby på Mors.
Et af de store kritikpunkter har været, at Sundhedsstyrelsen gav den hjerneskadede psykiater for lang snor.
- En forklaring kan have været, at der ikke i tilsynet med psykiateren var den fornødne fasthed og fokus på at følge op over for psykiateren på de aftaler, som var blevet indgået med ham, skriver Kammeradvokaten.
Afsløringerne har blandt andet ført til, at Sundhedsstyrelsens direktør mistede sit job.
Intet tyder på, at styrelsen bevidst har forsøgt at skjule oplysninger. Men den har ikke i fornødent omfang redegjort for sin egen rolle i sagen.
Og så har myndighederne ikke udvist "den fornødne fasthed", fremgår det af Kammeradvokatens granskning af sagen.
- Sundhedsstyrelsens redegørelse manglede væsentlige oplysninger om styrelsens kendskab til psykiaterens behandling af børn og omfanget heraf, skriver Kammeradvokaten.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker