Styrelse ser skeptisk på prisportal for billige lån
Konkurrencemyndighederne frygter, at ministeriums idé om portal for billige lån kan skade forbrugerne.
Kan en portal på internettet, der gør det muligt for forbrugerne at sammenligne prisen på realkreditlån og bankboliglån, føre til mindre konkurrence og i sidste ende skade boligejerne?
Det frygter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (KFST), efter at erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) har lanceret idéen om en sådan prisportal, der efter planen skal give boligejere billigere boliglån ved at øge konkurrencen og styrke gennemsigtigheden, skriver Jyllands-Posten.
- Det er rigtigt, at vi har haft bekymringer i forhold til prisportalen. Den skal give forbrugerne indsigt, men må ikke give så mange oplysninger, at virksomhederne kan koordinere priserne, siger Martin Nyvang, kontorchef i KFST, til avisen.
- Det handler om at finde en balance, så forbrugerne får de nødvendige oplysninger, uden at vi gør det let for virksomhederne at koordinere priser, siger han videre.
Styrelsen håber derfor, at en nedsat arbejdsgruppe kan finde frem til en model, der hjælper forbrugerne på vej, uden at det giver banker og realkreditinstitutter mulighed for at sætte konkurrencen ud af kraft.
Forbrugerrådet Tænk håber ikke, at det kommer til at trække for meget ud, inden portalen er tilgængelig.
- Det er et vigtigt værktøj, for at forbrugerne kan være aktive, for boliglån er et uigennemsigtigt marked. Med prisportalen kan vi få mere konkurrence, og det trænger området til, siger Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk, ifølge Jyllands-Posten.
Prisportalen skal efter planen være klar i løbet af 2015.
Jyllands-Posten har ikke kunnet få en kommentar fra Erhvervs- og Vækstministeriet.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker