Sundhedsdirektør: Ingen influenza-panik

De to mænd, der var ramt af influenza af typen H1N1, kan muligvis være døde af andre årsager på Skejby Sygehus.

- I øjeblikket ved vi ikke med sikkerhed, hvad der var dødsårsagen, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Else Smith, til Ritzau.

Derfor, tilføjer hun, er det helt bevidst, når styrelsen på sin hjemmeside konstaterer, at de to mænd, der begge var i 50'erne, døde "med" og ikke "af" den influenza, der i folkemunde kendes som svineinfluenza.

Else Smith fortæller, at hvis influenzaen har kostet de to mænd livet, kan det ikke tages til indtægt for en generelt forøget risiko for at blive ramt af den frygtede influenza.

- Influenza er en sygdom, der kan være alvorlig, og fra tidligere ved vi, at en epidemi herhjemme kan tage livet af op mod 1000 mennesker.

Men 95 pct. af disse dødsfald rammer folk, der er meget gamle eller befinder sig i risikogruppen - for eksempel ved at være overvægtige eller have hjerteproblemer.

- Med andre ord er der fem pct. tilbage, som ikke falder inden for disse kategorier. Og det er muligvis inden for disse fem pct., at vi skal rangere de to dødsfald på Skejby Sygehus, hvis de altså skyldtes H1N1, erklærer Else Smith.

Sundhedsstyrelsen har offentliggjort de to dødsfald for at henlede folks opmærksomhed på, hvilke forholdsregler de bør tage, hvis de rammes af, hvad der for langt de fleste mennesker er en harmløs sygdom.

- Vi ved, at vi det første år efter en pandemi kan få en særligt aggressiv form for influenza. Men de tal, som Statens Serum Institut ajourfører, giver ikke anledning til særlig bekymring, vurderer Else Smith.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, anmodede tirsdag sundhedsminister Bertel Haarder (V) om at give Folketingets sundhedsudvalg en orientering om situationen.

- Efter de to dødsfald er det vigtigt at få klarhed over, om vi igen lever med en forøget risiko, siger hun.

/ritzau/

Sundhedsstyrelsens direktør: Hvis de to mænd døde af H1N1, er det generelt ikke udtryk for forøget risiko.

Offentliggjort Sidst opdateret