Sundhedsminister har født en dreng

Dagen efter at sundhedsminister Astrid Krag (SF) gik på barsel er hun blevet mor til en lille dreng.

Det skriver den 29-årige SF-komet på sin Facebook-profil.

- Blev i går aftes mor til en fantastisk lille dreng. Alle har det godt og storesøster er stolt :-), skriver Astrid Krag på Facebook med henvisning til, at hun allerede har en pige.

Da Astrid Krag lørdag gik på barsel overtog handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) ansvaret for Sundheds- og Forebyggelsesministeriet ved siden af sin nuværende ministergerning.

Det er endnu uvist, hvornår Astrid Krag vender tilbage fra sin barselsorlov og til ministeriet.

Astrid Krag blev i sin tid udnævnt til minister, mens hun var gravid, og hun er ikke den første minister, der føder, mens hun er minister.

Både Margrethe Vestager (R), Ulla Tørnæs (V) og Lene Espersen (K) har fået et barn, mens de var ministre, og hver gang har det vakt opsigt i medierne.

Da Lene Espersen som justitsminister mødte på arbejde igen efter seks ugers pause med sønnen på armen, førte det til kritik af hende som mor.

Inden S-R-SF kom til magten, var Astrid Krag næstformand for SF's folketingsgruppe og ordfører for områder som integration og ældre.

Hun blev første gang valgt ind i Folketinget ved valget i 2007, men havde forinden i en kort periode snuset til folketingsarbejdet, da hun agerede stedfortræder for partiformand Villy Søvndal (SF) året før.

Astrid Krags substitut i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Pia Olsen Dyhr, blev ligeledes valgt ind for første gang i 2007.

Olsen Dyhr var en af dem, der kæmpede om formandsposten i SF i 2005, hvor Villy Søvndal som bekendt trak det længste strå.

/ritzau/

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) gik på barsel lørdag og allerede dagen efter fødte hun en sund dreng.

Offentliggjort Sidst opdateret