Sundhedsøkonom: Kom med samlet redegørelse

Regeringen må nu tage initiativ til en samlet redegørelse, der kan afklare alle aspekter omkring den betaling, som private og offentlige hospitaler modtager for behandlingen af bestemte sygdomme.

Opfordringen kommer fra sundhedsøkonomen Jes Søgaard, der er direktør i Dansk Sundhedsinstitut.

Han mener, at en sådan redegørelse vil kunne udarbejdes på højst to-tre måneder, og at den er nødvendig, for at den almindelige skatteborger kan danne sig en mening om spørgsmålet.

- Og det er endnu mere nødvendigt af hensyn til reguleringen af aktiviteterne i det private og det offentlige sygehusvæsen. Hvis vi skal have et fornuftigt samarbejde mellem de to aktører, kan vi ikke være tjent med, at de bliver ved med at bekrige hinanden, siger Jes Søgaard til Ritzau.

Politiken skriver søndag, at dokumenter fra to ministerier, som avisen har fået aktindsigt i, dementerer tidligere oplysninger fra regeringen og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sagen.

I oktober 2009 skrev embedsmænd i Finansministeriet, at privathospitalerne i årene 2006-08 fik priser "noget over" den pris, som behandlingen ville koste på et offentligt sygehus.

To måneder senere skrev embedsmænd i Sundhedsministeriet, at de private sygehuse i 2008 formentlig modtog en betaling, der var 5-10 procent højere end taksten på de offentlige hospitaler.

Jes Søgaard anfører, at de tal skal lægges oven i den overkompensation, eller overbetaling, som man tidligere har regnet sig frem til.

- Men efterhånden er der kommet så mange meldinger, at det ikke altid står klart, hvordan og af hvad disse procenter beregnes, siger direktøren i Dansk Sundhedsinstitut.

De nye oplysninger får den radikale sundhedsordfører, Manu Sareen, til at kræve sundhedsminister Bertel Haarder (V) i samråd.

- Jeg har snart ikke tal på, hvor mange gange regeringen har sagt, at alt er lagt frem, men alligevel bliver der ved med at dukke nye oplysninger op, lyder det fra Sareen.

/ritzau/

Debatten om betaling af hospitalerne bliver mere og mere grumset, og nu afkræves regeringen samlet rapport.

Offentliggjort Sidst opdateret