Sundhedsstyrelsen ønsker afklaring

Sundhedsstyrelsen ønsker nu en afklaring i sagen om sagerne med paramedicinerne i Region Sjællands lægeambulancer, skriver Ugeskrift for læger på deres netavis.

Diskussionen, der har kørt de seneste uger, går på, hvorvidt det har kostet liv, at lægerne regionens akutbiler pr. 1 marts blev udskiftet med specialuddannede reddere – de såkaldte paramedicinere. Læger i regionen har nemlig peget på en række tilfælde, hvor de mener, det har haft afgørende betydning for patienterne, at der ikke har været læger med i akutbilen.

Sundhedsstyrelsen, der nu ønsker at mødes med regionen, har allerede i januar sendt et brev til regionen, hvor de blandt andet efterlyste en sundhedsfaglig evaluering af det nye beredskab – herunder også de lægeløse akutbiler.

- Så vidt man kan se udefra, synes der ikke at have været et kontinuerligt opfølgende forløb, siger Søren Brostrøm, der er chef for enheden for sygehusbehandling og beredskab i Sundhedsstyrelsen til ugeskrift for læger.

Mødet mellem regionen og Sundhedsstyrelsen vil blive afholdt i uge 8, men præcis hvilken dag er endnu ikke fastlagt.

 

Foto: Arkivfoto

De lægeløse akutbiler skal senere på måneden diskuteres på et møde mellem regionen og Sundhedsstyrelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret