Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at det nye supersygehus i Vestjylland måske skal ligge i Gødstrup ved Herning.
På trods af, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fra Folketingets talerstol tidligere har sagt, at sygehuset kommer til at ligge i Gødstrup, så er den beslutning ikke endelig. Det konstaterer Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl.
- Situationen er jo egentlig uændret i forhold til før den her aftale. Fordi regeringen og eksperterne har jo udmeldt et ønske om Gødstrup ved Herning. Og vi konstaterer i aftalen, at det er tilfældet. Men så siger vi, at før alt det sættes i gang, og de nye sygehuse bliver bygget, så skal regionerne løfte bevisbyrden for, at forholdene er i orden for alle borgere i hele området. Og når den plan foreligger, så vil vi tage stilling til det samlede billede, siger han klokken halv to torsdag morgen, da regeringen og Dansk Folkeparti præsenterer finanslovaftalen for 2010 efter fem timers afsluttende forhandling i Finansministeriet.
Ifølge aftalen skal landets fem regioner inden den 1. juni 2010 udforme planer, som sikrer sygehusbetjening i udkantsområder. Det gælder også region Midtjylland, som skal sikre betjeningen af beboerne i nordvestlige udkantområder som Struer, Lemvig og Holstebro.
Men inden spaden kan sættes i jorden, skal regeringen og DF godkende regionens plan. Og den indeholder en nødbremse, siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.
- Sådan må det være. Vi vil jo aldrig nogensinde udmønte nogle penge, hvis vi ikke føler, at den løsning, der ligger, er tilfredsstillende, siger hun.
Regeringen og Dansk Folkeparti har fordoblet en eksisterende pulje penge til en halv milliard kroner til beredskabet i udkantsområder.
Aftalen er faldet på plads efter to dages stillingskrig om spørgsmålet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde