Svære forhandlinger venter om hjælp til udsatte børnefamilier

Lisbeth Bech-Nielsen (SF) mener, at de 300 millionerkroner til udsatte børnefamilier skal fordeles på samme måde som det midlertidige børnetilskud, der står til at udløbe 1. marts, er blevet fordelt. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Der er splid mellem aftalepartier om, hvordan de 300 millioner kroner til udsatte børnefamilier skal fordeles.

Offentliggjort Sidst opdateret

I aftalen om inflationshjælp er der afsat 300 millioner kroner til udsatte børnefamilier. Aftalepartierne skal nu forhandle i Beskæftigelsesministeriet om, hvilke børnefamilier der skal have glæde af pengene.

Selv om SF er en del af aftalen, har partiet ikke roser til overs for netop den del.

SF's finansordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, siger, at de stadig er en del af aftalen, da de frygtede, at det kunne ende med, at der slet ikke var penge til de udsatte børnefamilier, hvis SF ikke var en del af den.

De 300 millioner kroner er finansieret fra det midlertidige børnetilskud, der står til at udløbe 1. marts.

Ifølge SF vil det være oplagt, at de 300 millioner skal fordeles efter den samme model, som det midlertidige børnetilskud blev fordelt efter.

Men sådan tror SF ikke, at det nødvendigvis bliver.

- Et af problemerne er, at vi har nogle partier, som siger, at hvis børn har brune øjne, så skal de penge ikke gå til dem.

- Men vores børnetilskudssystem veksler jo ikke med, om børn har blå eller brune øjne, siger Lisbeth Bech-Nielsen.

Dansk Folkeparti er også en del af aftalen. DF er et af de partier, der ikke mener, at de 300 millioner kroner skal fordeles på samme måde, som børnetilskuddet blev fordelt. Det siger DF-formand Morten Messerschmidt.

- Vi går ind med et ønske om at hjælpe de danske børnefamilier, som er hårdt ramt.

- Den gamle model var sådan en, der virkelig gav gevinst ude i ghettoerne, og det siger sig selv, at det kan vi ikke lægge stemmer til, siger Messerschmidt.

Der er lagt op til nogle svære forhandlinger i Beskæftigelsesministeriet. De udsatte børnefamilier står til at miste det midlertidige børnetilskud 1. marts, så De Radikale peger på, at partierne har travlt.

Derfor mener De Radikale, at det er oplagt at gøre brug af ordningen fra uddelingen af børnetilskuddet.

- Jeg forstår ikke, at det skal være så svært at få de penge ud til de fattigste børnefamilier.

- At Dansk Folkeparti står og siger, at det her må ikke komme ud i ghettoerne - altså prøv at høre:

- Pengene skal jo gå til de fattigste børnefamilier - uanset baggrund, siger den radikale leder, Martin Lidegaard.

/ritzau/