Sveriges finansminister forsvarer Hjort

Selvom Sverige har klaret sig væsentligt bedre igennem den økonomiske krise end Danmark, så tager den borgerlige svenske finansminister, Anders Borg, sin danske kollega, finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), i forsvar.

De to lande ligner hinanden i den måde, de har tacklet krisen på, siger Anders Borg på folkemødet på Bornholm:

- Vi har gennemført de nødvendige reformer i god tid for at stabilisere økonomien. Det har Sverige gjort, og det har Danmark gjort, siger Anders Borg.

Den svenske finansminister med hestehalen og vikingeøreringen er populær i Sverige. Og han er givetvis også populær hos Claus Hjort for sin beskedenhed omkring Sveriges vækst på syv procent, som langt overgår dansk økonomi, der lige nu er i recession.

Ifølge Anders Borg har Sverige ud over viljen til at gennemføre reformer og sænke skatten for at skabe vækst også haft en god portion held:

- En forskel mellem Danmark og Sverige er, at vi i Sverige ikke har haft så store prisfald på boligmarkedet og et byggeri, som er blevet ramt så hårdt. Det kunne vi lige så godt have haft, siger Anders Borg.

Økonomer og vismænd i Danmark har kritiseret regeringen for at puste til boligboblen i Danmark med afdragsfrie lån og skattestop på ejendomsværdiskatten.

Men det vil finansministeren fra det borgerlige svenske regeringsparti Moderaterna, der er De Konservatives søsterparti, ikke bedømme.

- Danmark har måske haft en længere periode med prisstigninger, end Sverige har haft. Men jeg tror ikke, der er nogen stor forskel mellem Danmark og Sverige. Vi har været heldige, og en nedgang på boligmarkedet er fortsat en risiko i Sverige, siger Anders Borg.

Ifølge Claus Hjort Frederiksen er Danmarks økonomiske troværdighed på finansmarkederne afgørende for regeringens politik. Derfor advarer han mod oppositionens plan om at skabe vækst gennem offentlige investeringer.

Samme meldinger kommer fra Anders Borg.

- Vi har også haft diskussionen om for lidt og for sent med Socialdemokraterne i Sverige. Men der må man vise ansvar og sikre de offentlige finanser først, siger Anders Borg.

/ritzau/

Ifølge den svenske finansminister, Anders Borg, har Danmark og Sverige været gode til at gennemføre reformer.

Offentliggjort Sidst opdateret