Regionsformand Bent Hansen (S) undrer sig over, at Venstres 2. næstformand i regionsrådet, Aleksander Aagaard, i 11. time foreslår en ny analyse af placeringsmulighederne for det vestjyske supersygehus som led i finanslovforhandlingerne.
- Aagaard undlod at stemme for halvandet år siden, men stemte for at søge penge til Gødstrup-projektet i sommer sammen med det meget store flertal i regionsrådet. Derfor undrer det mig, at han nu taler om nye analyser, siger Bent Hansen til Ritzau.
Regionsformanden er stærkt utilfreds med forløbet af finanslovforhandlingerne, hvor sygehussagen er kommet i centrum.
- Vi har de seneste dage været vidne til at beklageligt show, hvor Dansk Folkeparti har taget demokratiet og sygehusprojektet som gidsel for at sige ja til en finanslov med et krav om at få flyttet sygehuset til Aulum lidt tættere på Holstebro, siger Bent Hansen.
Han finder det yderst betænkeligt, at DF tilsidesætter det lokale demokrati med sin "klumpede gidseltagning" af sygehuset. Kun tre af 41 medlemmer stemte imod Gødstrup-placeringen for halvandet år siden.
- Hvad bliver det næste. Nu må vi se at blive færdige, siger regionsformanden.
Også V- og K-spidskandidaterne til regionsrådsvalget i Midtjylland i næste uge har advaret mod folketingspolitikernes indblanding i de opgaver, regionspolitikerne har, nemlig f.eks. at placere et nyt sygehus.
Placeringen af sygehuset har også genoplivet debatten om regionernes fremtid, idet DF-ledelsen har talt for, at regionsvalget om en uge bliver det sidste.
- Det er jo helt ude i skoven at foreslå en nedlæggelse af regionerne, fordi de har taget et ønske med til finanslovforhandlingerne om at drøfte placering af et nyt sygehus. Den proces, vi har været vidne til i finanslovforhandlingerne har overbevist mig om, at det ville være en katastrofe at flytte styringen af sygehusene direkte ind i Folketinget, siger Bent Hansen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde