Syv skarpe til Mogens Jensen: Blev ikke forelagt Saudi-tur

Omstridt besøg i Saudi-Arabien blev planlagt uden samtykke fra tidligere udviklingsminister Mogens Jensen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvem står egentlig bag det omstridte besøg i Saudi-Arabien? Det spørgsmål er udenrigsminister Kristian Jensen (V) og tidligere ministre fra SR-regeringen stærkt uenige om.

Udenrigsminister Kristian Jensen fastslog torsdag i skriftlige svar og på et samråd i Folketinget, at planlægningen af besøget blev indledt i maj 2014 under den daværende SR-regering.

I september 2014 begyndte Udenrigsministeriet at invitere virksomheder til at deltage i besøget, der efter planen skulle gennemføres i 2015.

Socialdemokraternes daværende udviklingsminister Mogens Jensen (S) afviser dog, at ministeriets embedsmænd har "forelagt turen til beslutning" for ham eller daværende udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

Mogens Jensen kritiserer nu V-regeringen for at gennemføre besøget sammen med kongehuset:

- Kristian Jensen kan ikke skyde skylden på den tidligere regering. Jeg synes, det er ynkeligt, at han ikke vil stå på mål for den beslutning, som han selv har taget, siger Mogens Jensen.

Spørgsmål: Planlægningen begyndte ifølge Kristian Jensen i maj 2014, og i september 2014 begynder Udenrigsministeriet at invitere virksomheder til at deltage i besøget. Kan det virkelig passe, at embedsmænd gør det uden at orientere ministrene?

- Det kan det jo, forstået på den måde, at jeg har ikke set de dokumenter, som Kristian Jensen lægger frem, men jeg ved, at der ikke er truffet beslutning om et erhvervsfremstød.

- Alle mine rejser kommer til beslutning, og det har den her ikke været, så man har været på et forberedende stadie. Åbenbart også i forhold til at afsøge, om der er virksomheder, der er interesseret i at deltage i turen.

Spørgsmål: Så det er normal procedure i Udenrigsministeriet, at man begynder at invitere erhvervsledere til en tur, man ikke ved om bliver til noget?

- Jeg kender ikke karakteren af det, som Kristian Jensen henviser til, men uanset hvordan man vender og drejer det, så skal der træffes en beslutning om turen. Og jeg har ikke truffet beslutning om den. Det har Martin Lidegaard heller ikke. Derfor opfordrer jeg udenrigsministeren til at dokumentere, at der er truffet en politisk beslutning om turen.

Spørgsmål: Turen blev planlagt til at blive gennemført i 2015, hvor I stadig havde regeringsmagten. Der var udsendt invitationer til turen. Det forekommer utroligt, at embedsmændene gør det på egen hånd uden en forståelse med det politisk niveau i en så følsom sag som et besøg i Saudi-Arabien?

- Jeg har ikke set det materiale, som Kristian Jensen henviser til, men man opererer med forskellige planlægningsværktøjer nede i embedsapparatet, når man skal planlægge eksportfremstød. Det ændrer ikke ved, at der ikke er truffet nogen politisk beslutning.

- Jeg har ikke fået forelagt en beslutning om en Saudi-tur. Hvis vi skulle have glemt, at vi skulle have godkendt sådan en tur, så vil det være fint, hvis Kristian Jensen kan fremlægge dokumentation for det.

Spørgsmål: Hvad bør Kristian Jensen gøre i forhold til turen. Skal han aflyse den?

- Vores linje er helt klar. Man kan godt gennemføre et erhvervsfremstød i Saudi-Arabien, men det skal ske på et passende niveau. Og det er ikke et passende niveau, at kronprinsparret også indgår i turen. Det er at sende et alt, alt for venligt signal til Saudi-Arabien i en situation, hvor de opskalerer på henrettelser og diskrimination mod homoseksuelle og kvinder.

Spørgsmål: Saudi-Arabien foretog også henrettelser, da Udenrigsministeriet gik i gang med at planlægge turen. Hvad er det, der har ændret sig?

- Jeg har ikke taget stilling til en Saudi-tur, og hvis jeg var blevet forlagt den, så ville jeg have samme holdning som i dag. Man kan godt gennemføre et erhvervsfremstød. Det gør vi også til andre lande, som ikke overholde menneskerettighederne, og så tager man selvfølgelig en kritik med.

- Men der er forskel på det, og så at kronprinsparret skal stå i spidsen for en erhvervsdelegation. Der sender man et helt forkert signal til Saudi-Arabien, for det er den højeste anerkendelse fra Danmarks side, når man sender kongefamilien med.

Spørgsmål: Under SR-regeringen mødte Kinas præsident Hu Jintao dronningen (samt prins Henrik, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og prins Joachim, red.) under et besøg i København. Der har man vel også brugt kongehuset?

- Jo, men der er helt klart forskel på den udvikling, der er sket i Kina, hvor man ifølge Amnesty International har forbedret menneskerettighederne og så et Saudi-Arabien, der opskalerer på henrettelser og åbenlyst arbejder mod kvinders ligestilling og homoseksuelles rettigheder.

Spørgsmål: Kina henretter ifølge Amnesty International flere mennesker end resten af verden tilsammen, og man fængsler kritikere. Hvorfor er det i orden at bruge kongehuset der og ikke på et besøg i Saudi-Arabien?

- Fordi der er stor forskel på Saudi-Arabien og Kina. Når man ser på menneskerettighederne, så er der ingen tvivl om, at Kina er i fremgang, og Saudi-Arabien er på tilbagegang.

- Derfor er der helt klart udenrigspolitisk forskel på, hvordan vi behandler de to lande, og i forhold til, hvornår vi sender kongefamilien af sted, siger Mogens Jensen.