Taastrupgaard: Helt urealistisk at nå politikeres ghettomål
Der må maksimalt være 40 procent almene familieboliger i de såkaldt hårde ghettoer, er flertal enige om.
Det er helt urealistisk at bringe andelen af almene familieboliger i bebyggelsen Taastrupgaard i Taastrup ned under 40 procent inden 2030.
Det vurderer udviklingskoordinator i området Gert Korvig, efter at regeringen, DF, S og SF har sat de 40 procent som et mål i deres bestræbelser på at gøre Danmark fri for ghettoer i 2030.
Taastrupgaard er et af de boligområder, der har stået på ghettolisten i fire år. Og dermed er området et af dem, som politikerne betegner som en "hård ghetto". Men der er faktisk allerede sat store udviklingsplaner i gang, fortæller Gert Korvig.
Taastrupgaard har for to år siden besluttet at rive et stort antal boliger ned. Men planen er at bygge et børnekulturhus, der blandt andet skal huse en skole, i stedet. Og dermed ændrer det ikke ved andelen af almene familieboliger.
- Så er der godt nok 188 færre lejemål. Men der vil stadig være 100 procent almene familieboliger tilbage, forklarer Korvig.
Erfaringen fra Taastrupgård er i øvrigt, at det tager mange år at rive boliger ned. De familier, der bor i lejlighederne skal nemlig genhuses andre steder, forklarer Korvig.
Han slår en latter op ved spørgsmålet om, hvornår Taastrupgaard realistisk set kan være nede på 40 procent almene familieboliger.
- Det er jo helt absurd at forestille sig, at man kan nå det. Jeg ved ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned