Tesfaye: Anden halvleg i integrationskampen er i gang
Udlændinge- og integrationsministeren mener, at indvandring fra især Mellemøsten giver integrationsproblemer.
- Danmark skal ikke tilpasse sig islam. Islam skal tilpasse sig Danmark.
Sådan siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i et interview med Jyllands-Posten.
Han mener, at "en stor del af islam i dag repræsenteres af islamister", og derfor vil han forsøge at dæmme op for islamismen i Danmark med en række love.
Ministeren taler om, at "anden halvleg" i integrationskampen er gået i gang. Første halvleg begyndte ifølge ham i 1990'erne med at forsøge at stoppe tilstrømningen og holde asyltallet nede.
Nu går næste del ifølge Mattias Tesfaye ud på at bekæmpe de antidemokratiske værdier, som nogle indvandrere fra muslimske lande har taget med til Danmark.
- En af grundene til, at integrationen halter, er, at nogen bevidst og systematisk modarbejder den ved at fremme nogle bestemte værdier blandt muslimer her i Danmark, siger han til Jyllands-Posten.
Hvis ikke man kaster sig ind i diskussionen, vil der fortsat være integrationsudfordringer, mener han. Mattias Tesfaye lægger ikke skjul på, at det er mellemøstlige indvandring, som han ser som et problem i forhold til integrationen.
Var der ikke indvandring fra Mellemøsten, havde han intet job som integrationsminister, fordi så var der ganske enkelt ikke noget arbejde til ham, mener han.
Retorikken bliver mødt af skepsis fra støttepartierne Enhedslisten og De Radikale. Udlændingeordfører Rosa Lund (EL) mener, at Tesfaye burde tale mere om, at mange danske muslimer passer deres arbejde og betaler skat.
Kristian Hegaard, der er udlændingeordfører for De Radikale, vil snarere tale om, hvordan flere indvandrere kommer i uddannelse og job.
I disse uger bliver der behandlet forslag i Folketinget, som skal bekæmpe ekstremistisk islamisme i at få tag i muslimer i Danmark.
Blandt andet vil et flertal ifølge Jyllands-Posten sidestille negativ social kontrol med psykisk vold og øge straffen for imamer og forkyndere, der fastholder kvinder i ægteskaber mod deres vilje.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker