Tesfaye minder skoler om værktøjer til at bekæmpe jødehad
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er bekymret for chikane af jødiske elever i folkeskolerne. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Børne- og undervisningsministeriet tager nu kontakt til alle landets skoler for at bekæmpe antisemitisme.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) reagerer nu på eksempler på, at elever med jødisk baggrund i danske folkeskoler oplever chikane og det, der er værre.
Derfor har han bedt sit ministerium om at kontakte alle skoleledelser i landet og gøre det klart for dem, hvilke sanktionsmuligheder der er, herunder at elever kan blive smidt ud, skriver Jyllands-Posten.
Han vil også minde skolerne om, at der findes undervisningsmateriale, som skolerne kan benytte sig af til at få en oplyst samtale og forhindre eventuelle tilfælde af antisemitisme.
Ministeren siger til Jyllands-Posten, at der på hans egen børns skole er malet hagekors "ud over det hele".
- Siden 5. maj 1945 har hagekorset været forsvundet ud fra det offentlige rum i Danmark. I løbet af ganske få uger er det bare alle mulige steder. Det synes jeg, er helt vanvittigt og meget alvorligt, siger han til avisen.
Til TV 2 uddyber ministeren og siger, at hans indtryk er, at det ikke er et problem at møde op i skole, hvis man er buddhist, kristen eller muslim.
Men det kan det være, hvis man er jøde.
- Der er behov for at se forskel på almindeligt hærværk og antisemitisk hærværk. Der er forskel på, om man skriver, at Melinda fra 8.B er lækker, og så at jøder skal gasses i koncentrationslejre. Det sidste har en helt anden karakter, der skal slås hårdt ned på, siger han til TV 2.
Ministeren uddyber dog ikke, om han med de ord henviser til en konkret situation.
Jyllands-Posten har beskrevet, at flere SSP-medarbejdere på skoler og i fritidsklubber har oplevet tilspidsede situationer efter Hamas' angreb på Israel den 7. oktober og de efterfølgende bombardementer af Gaza.
Det er det, Tesfaye reagerer på.
- Heldigvis er der masser af pædagoger, der håndterer det her rigtig godt. Det hører jeg også fra Det Jødiske Samfund. Men der er behov for, at vi kan se forskel på almindeligt hærværk og antisemitisk hærværk, siger Tesfaye til TV 2.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker