Tesfaye vil skrotte målsætning om flere unge på erhvervsuddannelserne
Mattias Tesfaye drømmer ikke om reformer. På hans ressortområde skal forandringerne skabes gennem præcise indgreb frem for prangende reformer, siger han. (Arkivfoto). Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Det vigtigste er at fastholde elever på erhvervsuddannelserne - ikke at få flere til at søge ind på dem, mener børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Ritzau RitzauAnna Rie Christensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Samtalen ved middagsbordet er formentlig allerede i gang i de familier, der har børn i 9. eller 10. klasse. Hvad vil du efter sommerferien?, er det store spørgsmål.
De fleste vil begynde i gymnasiet, mens langt færre - omkring en femtedel - vil gå i gang med et grundforløb på en erhvervsuddannelse.
Sådan har billedet set ud de sidste mange år, til trods for at det siden 2014 har været ambitionen, at flere skulle gå den faglærte vej.
I 2020 skulle 25 procent af afgangseleverne vælge erhvervsskolen, og fem år senere skulle det være 30 procent, lød det dengang.
Men de mål kan man lige så godt kassere, mener landets nyudnævnte børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye (S).
Annonce
- Alle, der har forstand på det, ved, at det ikke kommer til at lykkes. Det afspejler heller ikke den virkelighed, at de fleste er ældre, når de starter på en erhvervsuddannelse. Og det fjerner fokus fra det enorme frafald, der er.
- Det skal vi da interessere os mere for, end om vi kan overtale nogle flere 9.-klasseelever til at vælge en erhvervsuddannelse.
- Det er gift, når der er en politisk målsætning, som ingen tror på, at vi kan nå. Derfor vil jeg foreslå, at man lægger den i graven, siger Mattias Tesfaye.
Det undrer i øvrigt ikke ministeren, at mange unge ikke kan se sig selv begynde på en erhvervsuddannelse lige efter folkeskolen.
- Jeg kan sagtens forstå, hvis man som 16-årig synes, at det virker lidt for voldsomt, at man om ganske få måneder skal stå på en mark og bygge et hus med et helt sjak murere, eller at man skal passe en 82-årig dement kvinde på et ældrecenter.
- Hvis man har brug for at blive lidt mere moden først, er der ikke noget problem i, at man tager en anden ungdomsuddannelse først. Det er okay.
Selv gik Mattias Tesfaye netop som 16-årig i lære som murer. Siden har meget ændret sig for den i dag 41-årige politiker, der iklædt jakkesæt og lædersko har sat sig til rette i en lænestol på sit nye ministerkontor.
Det er kun en lille måned siden, at han overtog det, og han er ikke kommet helt på plads endnu, siger han.
Men han er glad for at være her.
Mattias Tesfaye overtog i december posten som børne- og undervisningsminister fra Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Her ses de sammen til overdragelsesceremonien i Børne- og Undervisningsministeriet. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Fra dette kontor kan han nemlig bedrive det, som han har drømt om længe: At give tilbage til det uddannelsessystem, der i særlig grad har gjort ham taknemmelig for det danske velfærdssamfund.
Annonce
Blandt de øverste punkter på hans prioriteringsliste står erhvervsuddannelserne. Flere gange under interviewet vender ministeren tilbage til den store frafaldsprocent.
- Det er vores største problem, siger han.
- Hvis vi kigger på de klassiske håndværksuddannelser, sker en stor del af frafaldet i overgangen fra grundforløbet til hovedforløbet, fordi nogle ikke lykkes med at finde en læreplads.
- Skolerne har allerede fået en større forpligtelse til at hjælpe eleverne med det, end de havde tidligere. Men vi skal have mere snor i det, så der ikke er nogen, der havner mellem to stole.
Samtidig skal kvaliteten af praktikperioderne løftes, siger han. Hvordan det konkret skal gøres, har han ikke svar på.
Men det bliver i hvert fald ikke gennem en storstilet reform, slår han fast.
- Bare i mit voksne liv har der været to store reformer af erhvervsuddannelserne. Den tredje kommer ikke nu.
For mange reformer - måske særligt på undervisningsområdet - har simpelthen ikke virket, siger Mattias Tesfaye.
- Jeg har brændt fingrene på det med at kaste det hele op i luften. Og det ligger mere til min mentalitet at forstå et problem, afgrænse det og forsøge at løse det gennem præcise indgreb, forklarer han.
Regeringspartierne i den nye SVM-regering har i den seneste tid forsvaret flere løftebrud med nødvendigheden af store reformer, som ifølge regeringen kun kan blive til virkelighed gennem et samarbejde over midten.
Annonce
Så det kan lyde besynderligt, at en minister fra selv samme regering fortæller, at han skyr reformer.
Det erkender Mattias Tesfaye og uddyber:
- Der vil komme store uddannelsespolitiske forandringer. For der er brug for, at der sker noget radikalt.
- Jeg vil bare gerne advare imod, at nødvendigheden af store resultater skal være ensbetydende med nødvendigheden af store reformer.
/ritzau/
Frafald på erhvervsuddannelser
* Ud af 42.000 elever, der begyndte på en erhvervsuddannelse i 2016, var 17.000 droppet ud nogle år senere. Det svarer til et frafald på 40 procent.
* 57.000 begyndte i 2016 på en gymnasieuddannelse. Her var det tilsvarende frafald kun 14 procent.
* I erhvervsuddannelsesreformen, som trådte i kraft i 2015, er det en målsætning, at 67 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne i 2025 skal gennemføre deres uddannelse.
Kilde: Danmarks Statistik og Børne- og Undervisningsministeriet.
/ritzau/
Blå bog: Mattias Tesfaye
Navn: Mattias Tesfaye.
Alder: 41 år.
Fødested: Aarhus.
Søn af: Tesfaye Mamo og Jytte Svensson.
Nationalitet: Dansk.
Uddannelse: Uddannet murersvend, Skanska og Aarhus Tekniske Skole, 1998-2001.
Politisk karriere:
- Kandidat for Socialdemokratiet i Brøndbykredsen fra 2014.
- Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds fra 18. juni 2015.
- Udlændinge- og integrationsminister fra 27. juni 2019.
- Justitsminister fra 2. maj 2022.
- Børne- og undervisningsminister fra 15. december 2022.
Seneste artikler
15-årig sigtet for spritkørsel
Wammen: Omfattende politirokade skyldes henlæggelse af sager
Allan Blak varsler politianmeldelse: - Holger har skadet mit omdømme
Energinet flytter over 32.000 kunder til nye elleverandører
Dom i Danmarks største sag om kontaktbedrageri
Mest læste artikler
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Hedebølgen er over Sydhavsøerne