Thor P. aflyser Folketingets ramadanmiddag

Folketingets formand, Thor Pedersen (V), aflyser en omstridt middag på Christiansborg, hvor danske muslimer ville fejre afslutningen på den årlige fastemåned ramadanen.

Det sker, efter at Dansk Folkeparti har klaget over, at middagen strider mod reglerne for brugen af Christiansborgs lokaler.

I et brev til medlemmerne af Folketingets præsidium henviser Thor Pedersen til, at Folketingets Administration har meddelt det socialdemokratiske folketingsmedlem Hüseyin Arac (S), som havde ansøgt om lokalerne, at han alligevel ikke kan låne Fællessalen. Administrationen havde ellers forhåndsreserveret lokalet til den 22. august.

Efter en gennemgang af arrangementet er Folketingets Administration kommet frem til, at det er et privat firma, der inviterer og er vært for arrangementet, ligesom "teksten i din ansøgning om aftenens indhold ikke er dækkende for den udsendte invitation". Og den går altså ikke ifølge Folketinget.

- Ønsker du fortsat at gøre brug af Fællessalen d. 22. august bedes du derfor fremsende en ansøgning med de nødvendige oplysninger til administrationen, hedder det i brevet til det socialdemokratiske folketingsmedlem.

Bag invitationen står Hüseyin Arac samt - ligesom ved den tilsvarende middag på Christiansborg i 2010 - den tyrkiske avis Zaman Scandinavia.

Ifølge invitationen til middagen i Folketingets fællessal er præsidenten for Europarådets Parlamentariske Forsamling, Mevlüt Cavusoglu, æresgæst, ligesom aftenen vil byde på en præsentation, der indebærer "Zaman Scandinavias bidrag til det multikulturelle liv".

Sidste år forsøgte Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne med en fælles klage forgæves at få Folketingets formand til at forbyde ramadanmiddagen med henvisning til, at middagen ikke alene var i strid med, hvad Christiansborg bør anvendes til - men at "arrangementet er i strid med Grundlovens beskrivelse af, at vi i Danmark har religionsfrihed men ikke religionslighed".

/ritzau/

Muslimer ville fejre afslutning på ramadanen med middag på Christiansborg. Tingets formand aflyser middagen.

Offentliggjort Sidst opdateret