Thor P. lytter til alternative klimafolk

Venstres interne debat om Klodens tilstand fortsætter. Folketingets formand, Thor Pedersen fra Venstre, deltager i søndagens alternative klimakonference, hvor der sættes spørgsmål ved en række af de holdninger, som bygger på forskerne i FN's klimapanel.

Thor Pedersen er kommet både for at blive klogere og for at forsvare ytringsfriheden, fortæller han.

- Jeg glæder mig over, at der er rum for, at folk kan sige, hvad de vil - at der er ytringsfrihed. Det kæmper jeg for. Det gælder uanset, hvilken opfattelse man har. Jeg er glad for, at man her kan fremføre synspunkter, som nogen måske synes, er forkerte, siger Thor Pedersen til Ritzau.

I den forløbne uge blev han i Venstre kritiseret for at komme med sin holdning netop nu, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal åbne FN's store klimakonference mandag.

Thor Pedersen deltager ikke selv i debatten på søndagens konference. Han nøjes med at lytte til danske og internationale forskere, som samler omkring 150 mennesker på Christiansborg.

Thor Pedersen ser en fare for, at befolkningen har fået en forkert opfattelse af de faktiske forhold. For eksempel tror mange, at temperaturen på Kloden er steget mere end forventet de seneste 10 år, nævner han.

- Når vi så ved, at den ikke er steget - måske svagt faldet - så skylder vi at sige, at det er sådan. Så kan man sige, at det er en for kort periode at vurdere ud fra. Det kan være rigtigt. Men hvorfor siger vi ikke det, vi ved, spørger Thor Pedersen.

/ritzau/

Folketingets formand vil støtte ytringsfriheden ved at deltage i den alternative klimakonference på Christiansborg søndag, dagen før åbningen af FN-konferencen.

Offentliggjort Sidst opdateret